29. november 2007
Jul

Flæskesteg med et twist, panforte og panettone, men også klassikere som æbleskiver og brunkager. Juleforberedelserne kan passende begynde med et kig i Plums seneste kogebogI ”Jul” findes alt, hvad du behøver af inspiration til den kommende måneds julemad. Her er opskrifter til juleaften og nytårsaften, opskrifter på eksotisk konfekt, julekager, der har bedst af at trække i mindst en måned, inden de fortæres, julekarameller, italienske julelækkerier og gode forslag til madopskrifter til dagene op til jul. Ikke mindst rummer bogen, ud over interessante opskrifter, gode ideer til, hvordan man griber julen an, så freden når at sænke sig over køkkenet og brede sig ud i stuer og værelser, inden vi river hovederne af hinanden eller tier juleglæden ihjel.
Man mærker reminiscenserne af en kollegial fejde for eller imod de nyfortolkninger af gamle traditionsrige opskrifter, som mange kogebøger i disse år er gennemsyret af. Camilla Plum er nærmest imod, men hun er – heldigvis – ikke så gennemført i sit ærinde, som hun visse steder giver udtryk for. Bogen balancerer efter min mening fint mellem det traditionelle julekøkken (opskrifter på brunkager, andesteg og æbleskiver) og den mere kosmopolitiske nerve (som foretrækker panforte, yule log og safransyltede grønsager). Og jeg glæder mig som et lille barn til at give mig i lag med Calissons d’Aix, små bløde mandelkager med et sprødt låg af glasur. Eller hvad med en rygende varm Clam chowder med hjertemuslinger. For ikke at tale om opskriften på gingerbread med fløde, sirup og kakao.
Man kan blive træt af al den produktivitet, Camilla Plum lægger for dagen. Og af det mønster snart sagt alle hendes kogebøger følger. De smukke billeder med en duft af 50’er-nostalgi, den snakkende tone, de små private betroelser (jeg gider ikke høre mere om den svigermor) og den lethed hvormed hun, efter minutiøst at have beskrevet halvdelen af proceduren, slutter af med en henkastet bemærkning om, at jeg fra nu af – naturligvis - kan sjusse mig frem til resten. Men på en eller anden måde er hun tilgivet, og det er ikke kun, fordi julen nærmer sig.
’Jul’ er fyldt med Anne-li Engstrøms fotos og illustreret af Helle Vibeke Jensen.
Camilla Plum: Jul
Politikens Forlag 2007
320 s. - 299 kr.
Kirsten MoseFlere anmeldelser