Det virkelige menneske

En ambitiøs bog, som vil vise, at bevidstheden og kulturen er biologisk bestemt. Bogens religionskritik ender ifølge vores anmelder med at falde tilbage på bogen selv: skråsikkerhed og reduktionisme

Det er en omfattende bog, som Dennis Nørmark (DN) og Lars Andreassen (LA) har begået. Ikke kun i omfang, men også i spændvidde er det en stor mundfuld. Som undertitlen antyder, går det ud på at vise, hvordan både vores bevidsthed og kultur er udviklet fra vores biologi. Det er, som forfatterne selv siger, et bud på en ny rammefortælling for menneskelivet – en ny eksistentialisme, men vel at mærke baseret på videnskab, og det vil primært sige evolutionsteori, evolutionær psykologi, nyere hjerneforskning og kognitionsforskning. Dette er ikke mainstream i den socialvidenskabelige og humanistiske forskning, og DN og LA lægger, som de selv siger, heller ikke skjul på, at bogen også er et opgør med åndsvidenskabernes syn på biologien, og at de vil udfordre humanisters og teologers syn på kultur og på menneskeånden. 

Forfriskende, men skråsikkert
Dette er ganske forfriskende, men dels bliver den polemiske tone i længden noget anstrengende, og dels forfalder de to forfattere ret ofte til at trække helt urimelige konsekvenser af den videnskab, de anvender. De glemmer at naturvidenskab – også evolutionær psykologi – nødvendigvis må være reduktionistisk, og at man derfor ikke uden videre kan udlede fuldstædige svar. Men det gør forfatterne meget ofte med en usædvanlig skråsikkerhed. Det gælder fx religion, som har fået sit eget kapitel, og som, jeg formoder, interesserer denne hjemmesides læsere. DN & LA vil i modsætning til traditionel samfundsvidenskabsteori om religion, der fokuserede på institutioner og samfund, fokusere på religiøsiteten eller det psykologiske. De forklarer så ud fra kognitionsforskning og evolutionsteori, at menneskets hang til religiøsitet findes i vores natur, vores biologi, hvilket lyder sandsynligt. De definerer religion som en kognitiv kapacitet og konkluderer, at religionen er et biprodukt af den måde, vores hjerner orienterer sig i verden på. Den sikrer os mod en ellers kaotisk og uforudsigelig verden, giver mening i det meningsløse og laver sammenhæng, hvor der ingen er (fx mellem ofring og god høst).

Religionen tager fejl
Der er ikke megen ydmyghed eller mange forbehold over for usikkerheden og begrænsningen i deres eget bud. Tværtimod konkluderes der efterfølgende: ”Vi mener ikke, der er nogen grund til at lægge skjul på det: Den religiøse tænkning er en forkert opfattelse af virkeligheden...” Når den alligevel er så udbredt skyldes det, at den virker som evolutionær strategi, siger forfatterne. I tidligere tider overlevede man bedre med religion end med sandheden om religionen, siger de og spørger retorisk, om det stadig gælder, eller om man nu kan sige farvel til religionen og ” i stedet tage udgangspunkt i den menneskelige virkelighed.” Men det er altså netop ikke virkeligheden, men en yderst reduktiv og begrænset videnskabelighed, der her bruges som motor for forfatternes eget synspunkt og forestilling om, hvordan verden bør være. Desværre er bogen sådan næsten hele vejen igennem og ender i et næstent politisk manifest for universalisme og en temmelig naiv tro på fornuften. Det virker ikke særligt videnskabeligt.

Dennis Nørmark & Lars Andreassen: Det virkelige menneske, Sjælens og kulturens naturhistorie
People’s Press 2007
576 s., ca. 299 kr.