Min bedstemors historie

Nogle bøger skal man være forberedt på. Denne er en af dem.

Man skal ruste sig med et rent lommetørklæde, sørge for fred omkring sig, sætte noget god musik på og så lade timerne gå i disse kvinders ualmindelig smukke historier om deres bedstemødre. Det er rent ud bevægende læsning.

Skrevet med let hånd
Heldigvis er der ingen af forfatterne der er forbeholdne. De lader det løbe af med sig, og man bliver udsat for menneskelighed i dens smukkeste udfordring. Ordene trykkes på papiret med let hånd, med fast blik, til tider står det med flammeskrift. Det er kvindehistorier. Det er virkelige historier. Der er ingen sentimentalitet; men der er følelser. Dog først og fremmest er der tanker og eftertænksomhed.

Virkelige, morsomme historier
Nogle af historierne bevæger i særdeleshed. Barbara Grams ”Babysses Mormor” får læseren til at klukle samtidig med at det er bevægende at læse.
Anne Knudsen skriver om sin vrede mormor. Forfatteren var edderspændtrasende da hun døde som 96-årig; men hun havde også været spærret inde i en rolle der ikke var hendes i et helt liv. Denne historie giver virkelig anledning til eftertanke over hvor ofte det ikke må have været sket; og man spørger sig selv hvad mænd mon egentlig til tider har bildt sig ind! Det er en ærlig historie om et liv der på mange måder blev spildt i arrigskab; men det skulle også have været brugt til meget mere for der strålede begavelse og handlekraft fra hende.
Lisbeth Knudsen skriver et bevægende stykke om sin mormor der blev med barn alt for tidligt, og i øvrigt alt for hurtigt lærte de små kår at kende og måtte leve med dem altid; men hjerteligheden og menneskeligheden forlod aldrig dette menneske. Lisbeth Knudsen sætter et nænsomt og følsomt minde over den mormor som aldrig må glemmes af nogen der har læst om hende.

Forbilledlige aner
Elisabeth Gjerluff Nielsen skriver begejstret om hvordan livet strålede ud af hendes mormor og hvordan denne kvinde altid vil give hende lyst til liv og aldrig vil bukke under for nogen luner i tilværelsen. Hun vil være ligesom sin mormor og sætte sig et kærlighedens spor i verden – hun vil selv være mormor.
Fra en anden kultur lader Özlem Sara Cekic os kende sin tyrkiske bedstemor. Det er endnu en smuk beretning. Skønheden er så stor at det hele munder ud i en tiltale til den mormor, men hendes menneskelighed havde også en karakter så man dårligt kan tro at hun er død.
Bogen afsluttes med en litterær perle, nemlig Leonora Christina Skovs beretning om hendes mormor der med sin livsvilje og sit mod til at se tilværelsen i øjnene bare er der som et menneske der slår mørket på flugt og får mennesker til at turde være sig selv, får dem til at høre hjemme i livet.

Det er godt at have gode forbilleder. Det er godt at blive beundret af andre mennesker. Ingen er blevet sur af det; men mange har lidt fortræd hvis de ikke fik beundringen at føle. Mormødrene kunne kunsten at få menneskene til at vokse. Livet havde lært dem så meget, og dog kunne de elske, og dog havde de en vilje!

En historie der føder nye historier
De fleste af os mænd bliver aldrig færdige med at beundre kvinder. Når man har læst denne bog, har man endnu mere grund, både pga. mormødrene, men især pga. den eftertanke og den hjertelighed som lægges for dagen af forfatterne.

På de sidste sider er der gjort plads til at man kan skrive sin egen bedstemors historie. Det får man lyst til. Men helst tror jeg nu at jeg ville skrive min bedstefars historie. Ikke fordi jeg vil provokere; ikke fordi min mormors ikke skal fortælles; men måske er hans og min historie bedre og særligere for han lagde vist meget godt op til de forandringer som er kommet mellem kønnene – men det anede han ikke!

Red. Liv Thomsen: Min bedstemors historie.

Thanning og Appel 2007.

216 sider – 249 kr.