Adskillelsens politik

Lige nøjagtigt hvad er det, vi mener, når vi taler om multikulturalisme? Det er det vanskelige og omfattende spørgsmål, som Eriksen og Stjernfelt tager op i deres nye bog

Det hele begynder med en højst relevant og interessant skildring af de malaysiske forhold. I Malaysia hævdes at være et multikulturelt samfund, hvor muslimer udgør et flertal. Sharialovgivningen gælder kun for den del af befolkningen, for hvem det er relevant. Forfatterne har talt med væsentlige muslimer om kultur, lovgivning og sociale spørgsmål. Svarene, de får, er mangeartede; men de må give anledning til mange overvejelser hos mange mennesker. 

Forskanset bag kulturalismen
Foranlediget af de holdninger, som de møder hos de muslimske, undersøger forfatterne de vestlige forhold og konstaterer, at det med det multikulturelle er ganske vanskeligt. Der er nemlig noget, der tyder på, at vi gemmer os bagved det, som de kalder kulturalismen. Vi bruger vores nationale kultur til at krybe i skjul bagved, og ikke så sjældent bruger vi den som skjold og anklage.
Det er nok muligt, at vi lever i en kultur, hvor mange kulturer er repræsenteret; men det betyder ikke, at vi krydser linierne. Eriksen og Stjernfelt påviser faktisk i løbet af bogen, at der synes at være en tendens til det modsatte, nemlig en forskansning bag ved ikke altid lige forståelige fordomme.

Tolerance - et vanskeligt begreb
Det er en bog, der virkelig stiller skarpt på, at samtalen og meningsbrydelsen hører til det at være menneske. Tolerance er for de to forfattere et væsentligt begreb; men altså ikke en pjattet og elskværdig tolerance, der ikke tillader uoverensstemmelser med en klæg tildækning af modsætningerne. Det påvises ganske klart i bogen, at vi har et væsentligt problem. Vi taler med nogle, der ikke er tilbøjelige til at deltage i samtalen, men hellere vil tale til. Der kastes andre vinkler ind over karikaturstriden og de religiøse debatter, end man normalt ser.

Velkommen humanistisk stemme
Set ud fra en teologisk vinkel er der både det ene og det andet, som man kunne have lyst til at gøre indsigelse imod; men det kan ikke gøres, inden man har været om ad en erkendelse af den religiøse tros muligheder for at udarte til intolerance, totalitarisme og modbydelighed; men jeg synes nok, at identifikationen mellem ignorance og religion er lige vel meget fremhævet. Men det har religiøse på den anden side gjort deres til at fremhæve. Derfor skal debatten nu alligevel være nuanceret.

Det er en bog, der formentlig vil sparke mange gnister ind i det tørre krudt og formentlig vil få mange krudttønder til at gå af. Det er en ægte humanistisk stemme, der hæver sig og beder om forståelse for et synspunkt, og det er i bedste oplysningstradition – og selv om jeg ikke altid synes, at de er fair (set med den religiøses øjne) så er det et velkomment indlæg, som bør give anledning til mange debatter og videre tænkning.
Bogen indeholder et appendix om karikatur-striden, som er klargørende og nok vil provokere både den ene og den anden. Det har vi heldigvis lov til i vores samfund. Vi tror ligefrem på, at det er godt for tanken at blive modsagt – altså hvis den vil være klar! 

Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt: Adskillelsens politik. Multikulturalisme – ideologi og virkelighed.
Lindhardt & Ringhof 2008.
496 sider – 299 kr.