27. september 2007

Fordele og ulemper og døden


I en række tænksomme essays om det italienske og det europæiske samfund, giver Umberto Eco sin mening til kende om emner som krig, Berlusconi og kirken.

Alene titlen skulle jo nok kunne vække nogen opsigt. Bagved den gemmer der sig 66 essays om det man med rette kunne kalde politiske anliggender, altså emner der bør diskuteres i det offentlige rum og af alle som ikke er ligeglade med hvor demokratiet bevæger sig hen. Nogle synes sikkert at intellektuelle, forfattere, kunstnere, videnskabsmænd blot skal holde sig til deres metier og ikke give deres besyv med. Umberto Eco tager dog sin læser med på en spændende opdagelse i hvordan man kan tænke om det samfund, man bebor.

Det er velgørende at blive udsat for at hans tænksomhed. Han beskriver de nye krige, og hvordan vi fører dem. Han har et godt øje til det italienske politiske fænomen Berlusconi, og lader ikke sin læser i tvivl om at slige fænomener er til fare for almenvældet. Men han ser også mediernes tankeløshed som problematisk. Især greb hans betragtning over de nye landsbytosser mig – altså dem der optræder som medietåber for hele verden og som ikke kan reddes fra menneskers ringeagt og afsky.

Det er klart at Eco også langer ud efter den katolske kirke. Man kan i det ene essay efter det andet forsikre sig om at det ene og alene skyldes den manglende mulighed for diskussion. Der skulle nok sidde en eller anden der burde protestere mod hans postulat om at man hylder en ny-fundamentalisme i den vatikanske tænkning for tiden. Han afskyr simpelthen det faktum at der findes nogle der sætter grænser for tænkningen og vil forhindre den i at udfolde sig. Han agter egentlig teologien højt, men ikke når den ikke tager sin egen virksomhed højtideligt, men bare gemmer sig bagved floskler og tænkemåder og ikke vil i klinch med samtiden.

Jeg synes det er spændende at komme med et tænkende menneske hele vejen rundt i en moderne europæisk debat og dermed også opleve en der ikke bare gør sig tavs af meningernes mangfoldighed, men forsøger at mene noget. Kolossal viden og humor gør ingen skade. Eco spidder elegant og respektfuldt sin modstander. Det kan man nemlig også lære af ham: at have respekt for sin modstander. Eco lader hele tiden sin læser vide at man ikke skal vende ryggen til en modstander og tro at ignorance bringer noget godt med sig.

Umberto Eco: Fordele og ulemper ved døden 
Forum 2007
363 sider – 279 kr. 

 

Peter Skov-Jakobsen


Flere anmeldelser
Se også


Konfirmandundervisning med krop



Skriften på væggen



Paulus


Må frit gengives med angivelse af kilde: FOLKEKIRKEN i København