27. september 2007
Tradition og liv

Højtider skal fejres, ikke forklares. Sådan lyder undertitlen, som i en sætning griber bogens ærinde. Årets højtider ligger som perler på en snor. Små markeringer af at tilværelsen består af andet end huskelister, sure leverpostejsmadder og dansk grågrumset efterårsvejr. Men ofte fyldes det, der skulle have været højtid, med dagligdagens grød og sure sokker. Bogen består af små fortællinger, poetiske tekster og billeder, som skal inspirere og vække poesien i traditionerne til live.
Bogen, hvis forlæg er den svenske teolog og stiftsadjunkt Martin Modeus' bog: Tradition och liv, består af et kort introducerende afsnit om forholdet mellem det almindelige og det særlige. Herefter følger bogens fem hovedafsnit, som hver på deres måde tegner konturer af livets højtider. Årets, livets, ugens, dagens højtider og til slut de personlige højdepunkter og svære stunders højtider. Den enkelte højtid bliver afbilledet ved hjælp af overvejelser og beskrivelser og er ledsaget af digte, historier, bønner og fotos. Desuden kan man undervejs støde på salmeforslag, madopskrifter og forslag til små aktiviteter for børn og voksne, som lægger sig op ad højtiden. Bogen er fin og smuk og skøn at læse i.
“Show it, don’t tell it” er et bonmot blandt journalister. Alle, der arbejder med kirke og kristendom, kunne sagtens tage sætningen til sig. Når der skrives prædikener, når der skrives artikler til kirkeblade og stiftstidender, når der undervises osv. Man mærker tydeligt, at sætningen også svæver over denne bogs vande. Teksterne er lette og overvejende, og billederne er ikke illustrationer af temaet i gængs forstand, men lægger sig som æstetiske kommentarer. Efter min mening kunne billederne godt have været bare en lille smule farligere. Som de er nu, ligger de på kanten af det banale, hvilket på ingen måde harmonerer med bogens tekst.
Bogen er ikke tænkt som en, man pløjer igennem fra ende til anden for til slut at børste skidtet af hænderne, fordi man nu er færdiguddannet traditionsekspert. Snarere egner den sig til at blive hentet frem og kigget i, når de indre bunker af efterårsgrums og vasketøj truer med at få overtaget.
Christel Eyermann, Inge Lindhardt Mikkelsen, Niels Roesgaard Mose og Tine Årup Illum: Tradition og liv
Unitas Forlag 2007
260 sider - 298 kr.
Kirsten MoseFlere anmeldelser