Min ven Johannnes Sløk

Biskop Kjeld Holm har skrevet en oplagt bog om venskabet med Johannes Sløk. Selvfølgelig er det også en bog om Sløks tænkning.

Der gives mange gode læsninger, og Kjeld Holm redegør også for sin intellektuelle betagelse af Sløk. Den der vil have en systematisk gennemgang af Sløks værker, skal dog ikke søge til denne bog. Det er ikke bogens opgave at være en indføring i tænkningen. Det er dog bogen om hvad der drev dette menneske. Sløk var altid på jagt efter sig selv. Hele hans tænkning er sænket ned i at eksistensen hele tiden søger sig selv og vil forstå sig selv i samspillet med alt andet her i verden.

Spørgsmål om liv og død
Der gøres ingen hemmelighed af at fællesskab, politik og verden ikke sådan kunne bringe Sløks interesse på banen. Han var båret af det umiddelbare spørgsmål om liv og død. Det er vist ikke for meget at sige at han til tider forekommer at være et menneske som var plaget af sin intellektuelle søgen. Han var ikke et lallende menneske der snart gik i den ene, snart i den anden retning. Han kunne ikke stilles tilfreds med klicheer. Lette politiske løsninger kunne kun bringe hans fnis frem.

Man får virkelig et indblik i et menneske der på ingen måde lod sig imponere af titler og røgelse. Snakkeri kunne kun få hans bidske bemærkninger til at skylle ned mod mennesker. Han tålte slet ikke fjolser og lod dem det vide med det samme.

Hele vejen rundt om Sløk
Det er en meget smuk bog Kjeld Holm har skrevet om en ven. Han lærte ham tidligt at kende i studieforløbet, og venskabet holdt indtil Sløk døde i 2001. Selvfølgelig kan man ikke lade være med at være på vagt over for lobhuld og sidde med en vagtsomhed om dette mon udvikler sig til en hagiografi. Når jeg kalder bogen smuk, så er det for at fremhæve at Holm kommer hele vejen rundt om Sløk. Han indrømmer skyggesiderne. Han har selv mærket kulden fra dem. Han ser også svaghederne; men først og fremmest er det en smuk beskrivelse af et venskab mellem to mænd, og i løbet af bogen viser det sig hele tiden at Sløk som den store tænker ikke havde nogen fornøjelse ved at underlægge sig andre tænkere. Når det venskab blev til noget, så var det nok ikke mindst fordi Sløk blev mødt med en ordentlig modstand som han satte pris på. Sløk kunne være arrogant hinsides beskrivelse – og det hændte også at det gik unødig hårdt ud over nogen. Men Holm viser også at der gemmer sig et følsomt gemyt og en hjertelighed i mennesket, og at slagfærdigheden også rummer en stor glæde ved tilværelsen.

En intelligent dreng
Det sker ikke så sjældent at man sidder og klukler i løbet af læsningen; men der er også gemt en hjertelighed som er bevægende i denne fortælling. Hvor er det dog dejligt at ikke alle katte er grå! Hvor er det herligt at der findes mennesker der er ligeglade med hvad platugler måtte tænke og derfor aldrig skænker det en tanke om de skal vælges til noget! Hvor er det forfriskende når et menneske ikke agter at gøre knæbøjninger for det almindelige flæb. Det er godt at der findes små og store drenge som tør sige: ”Han har ikke noget tøj på”. Men sjovt er det kun når de er intelligente og lidenskabeligt brænder for noget – ellers er det bare almindelig dumhed og hjerteløshed!

Når man har læst bogen ved man at venskabet er vigtigt – det skal man lægge sig på sinde – det skal man værne og turde. Det er også en kærlighed der bærer den anden som vedkommende er! 

Kjeld Holm: Mennesket er en misforståelse – mit venskab med Johannes Sløk.

Rosinante 2007.

199 sider – 229 kr.