6. december 2007
En postmoderne helgen

Ny udgave af bog om motiver til frivillighed er højaktuel i forhold til det offentliges ønsker om mere omfattende inddragelse af frivillige i løsningen af velfærdsopgaverneDa Ulla Habermann i 2001 blev dr.phil, udgav hun sin afhandling ved Lunds Universitet i bogform. Udgivelsen vakte en del opmærksomhed ved at være et grundigt forsøg på at kortlægge motiver til frivillighed. Afhandlingen kom på et tidspunkt, hvor frivilligheden for alvor var på dagsordenen. Det var således samme år, at charteret for samarbejdet mellem det offentlige og den frivillige verden blev formuleret. Nu er afhandlingen kommet i en ny og opdateret udgave, der blandt andet inddrager resultaterne fra den nyeste frivillighedsundersøgelse efter det såkaldte John Hopkins-koncept, der benyttes i en række vestlige lande.
Motivet ændres
Ulla Habermann beskriver, hvordan motiverne til frivillighed flytter sig og vedbliver med at flytte sig, og at den ”nye frivillighed” inkorporerer en større individualisme, en større refleksivitet og flere valgmuligheder for den enkelte. Heroverfor står så den ”traditionelle frivillighed”, som indeholder nogle dyder, som måske er ved at glide ud af motivsættet. Det gode fællesskab, den lange tilknytning og det altruistiske motiv erstattes af individualisme, kort tilknytning førend andre opgaver tages op.
Samfundssind og individualisme
Ud fra sit empiriske materiale mener Ulla Habermann, at man kan være optimistisk med hensyn til menneskers engagement i frivilligt arbejde. Hun ser gode indikationer på, at flere vil engagere sig i frivilligt arbejde, selvom motiverne flytter sig. Hun tænder dog en advarselslampe i forhold til de frivilliges frie valg. Som hun siger: ”De frivillige vil ikke styres ind i bestemte aktiviteter, og de holder sig til, at frivilligt arbejde er deres frie valg, deres sag og deres møde med andre mennesker. Denne diskurs kan komme i karambolage med nødvendighedens praksis og diskursen om frivillighed som fællesskab. Sagt med andre ord: skal der vises ”samfundssind”, eller skal det frivillige arbejde stadigvæk handle om et frit valg?
Flere frivillige til at løse velfærdsopgaverne
Ulla Habermann tager forskud på den debat, der nødvendigvis vil komme, når blandt andet kvalitetsreformen skal implementeres i det danske samfund, og hvor der lægges op til, at den frivillige verden skal påtage sig flere og nye opgaver i forbindelse med løsningen af velfærdsopgaverne. Hvis dette ikke sker med respekt og hensyntagen til de motiver, der gør mennesker frivillige, er projektet dømt til at mislykkes på forhånd. Og det vil være synd både for de frivillige, men ikke mindst for de borgere, der skulle nyde godt af en offentlig velfærd, der omsorgsmæssigt kunne løftes gennem den frivillige indsats.
Ulla Habermann: En postmoderne helgen? Om motiver til frivillighed
Museum Tusculanums Forlag 2007
398 sider, 275 kr.
Torben LarsenFlere anmeldelser