Illusionen om Gud

Dawkins er en god, men smalsporet polemiker, som er udstyret med en imponerende tiltro til det naturvidenskabelige erkendelsespotentiale. Hvis bogen skal læses, er det, fordi det er nødvendigt også at læse bøger af de forfattere, man er uenig med

Den muslimske teolog Abu Hamid al-Gazzali  (d. 1111) skrev i bogen Ihya Ulum ad-Din. Bog 1. Om viden: Den, der vil debattere, bør søge sandheden i den samme ånd som dén, der leder efter en ting, han har mistet: han er ligeglad med, om tingen bliver fundet af ham selv eller af en hjælper. Han anser sin samtalepartner for en ven og ikke en modstander. Og han takker sin partner, hver gang denne påpeger en fejl og viser ham sandheden.

Sandhed bygger på naturvidenskab
Evolutionsbiologen Richard Dawkins (RD) vil ikke debattere i denne forstand. Han vil angribe, og han betragter dem, han skriver for, som enten modstandere eller venner. De sidstnævnte er dem, som er enige med ham. Dawkins kunne givetvis godt skrive under på citatet fra Gazzali, hvis man vel at mærke anerkendte hans begreb om sandheden. Hvis blot de fanatiske religiøse holdt op med deres fanatisme, anerkendte at sandhed bygger på naturvidenskab og så Dawkins som en ven.

RD’s seneste bog er ikke en teologisk bog. ”Illusionen om Gud”, den danske oversættelse af ”The God Delusion”, er derimod et polemisk kampskrift. Dawkins er en god polemiker, men han er også ret smalsporet. Hans udgangspunkt er evolutionsbiologien i en ret hårdkogt neodarwinistisk udgave. Det udfoldes dog ikke i denne bog, men ligger som en stærk understrøm, der dukker op fra tid til anden.

Gud er en illusion på linie med nisser og feer
Dertil er Dawkins desuden materialist og skeptiker, uden at dette udgangspunkt formuleres filosofisk. I det hele taget er der ikke meget filosofi i Dawkins bog. Men det er oplagt, at virkeligheden og sandheden for ham er det, som man kan sandsynliggøre videnskabeligt. Gud er følgelig ikke virkelig, men en illusion ligesom feer og nisser. Gud er forstået som en eksisterende ”overmenneskelig, overnaturlig intelligens, som med fuldt overlæg har designet og skabt universet og alt i det, inklusive os selv.” (s. 54). Denne skabende og opretholdene Gud  må ifølge Dawkins kunne behandles som en videnskabelig hypotese. Dvs. man må enten kunne sandsynliggøre hypotesen eller falsificere den. Dawkins’ problem er, at han måske nok kan gøre gudstroen usandsynlig, men han kan ikke modbevise den. Som også Clemens Kjærsgaard nævner i sit forord.

Anstrengende, men nødvendig læsning
Den kolossale tiltro til naturvidenskabens erkendelsespotentiale er næsten rørende, men også ret ensidigt.  Dawkins er i sit bibelsyn og sin forståelse af dogmer og påstande fuldstændigt på linje med hans hadeobjekt nr. 1: Bibelfundamentalismen. Det gør han også selv opmærksom på. Men Dawkins kan selvfølgelig ikke anerkende biblen eller andre religiøse skrifter og åbenbaringer nogen autoritet. Det man ikke kan sige noget videnskabeligt om, kan man slet ikke sige noget fornuftigt om. Teologi er spild af tid. Det snævre synspunkt kan gøre det lidt anstrengende at læse bogen, men den er periodevis velskrevet, og det er altid nødvendigt at læse dem, man ikke er enig med. Især en som RD, da han har stor indflydelse og kalder på modspil. 

Richard Dawkins: Illusionen om Gud
Thanning & Appel, 2007
432 s.- 349 kr.