13. september 2007
Bogtyven

En bog om pigen Liesel. Den røde tråd er de stjålne bøger. Fra bålet, floden, biblioteket. En bog for alle mellem 12 og 100Markus Zusak har skrevet en fantastisk bog om ordenes magt. Forfatteren der er født i Sydney i 1975 har modtaget flere priser for sine bøger for børn og unge. Bogtyven er da også en ungdomsbog, men det ville være en stor fejl at sætte den i bås som sådan. Dette er en bog, som enhver mellem 12 og 100 vil kunne lade sig bevæge af. Zusak har ladet sig inspirere af de oplevelser, hans tyske mor og østrigske far har berettet om fra deres opvækst i en lille bayersk landsby og i Østrig under Nazitiden.
Vi hører om pigen Liesel, der i 1939 som 9-årig af børneværnet anbringes i pleje i Molching lidt uden for München. Undervejs dør hendes lillebror, og ved hans grav på kirkegården finder hun den første bog ”Håndbog for kirkegårdsgravere”. Plejefar, Papa, våger ved Liesels seng, når hun hver eneste nat gennemlever broderens død og vågner skrigende af mareridtet. Nat efter nat lærer han, der selv gik ud af fjerde klasse, Liesel at læse ved hjælp af Håndbog for kirkegårdsgravere i deres egen helt specielle midnatsskole. Fortællingen følger Liesel til hun er 13 år i 1943. Det er bøgerne, der er den røde tråd i fortællingen, bøgerne som Liesel stjæler: ud af et brændende bål i gaden, op af floden Amper, fra borgmesterindens bibliotek. Andre bøger er Mein Kampf, der på ironisk vis bliver redningen for en ung jøde, bogen som jøden Max tegner og skriver til Liesel, mens han gemmer sig i Papas og Mamas kælder og bogen med de blanke blade hvori Liesel skriver sin egen historie om bogtyven.
Det er Døden, der fortæller. Ikke Døden som han ofte fremstilles skeletagtig i sort kutte med leen over skulderen ivrig efter at høste flere sjæle men en medlidende menneskelig Død, der nænsomt bærer de dødes sjæle bort og forbander Stalin og Hitler og alle andre, der således sætter ham på overarbejde!
Ord betyder meget i denne bog, og forfatteren forstår at bruge ord. Der leges med ordene, de vendes og drejes, mange får ny betydning eller åbner for en ny forståelse. Fortællingen er medrivende, til tider åndeløs, mens man vender blade og umuligt kan lægge bogen fra sig. Zusak fortæller med megen humor og med dyb alvor og medfølelse en historie, der er fortalt mange gange før, men næppe kan fortælles for tit. Bogtyven giver et indblik i, et øjebliks forståelse af, hvordan det kan have været at være tysk i de forfærdelige år.
Markus Zusak: Bogtyven, oversat af Ole Steen Hansen
Sesam 2007
566 sider - pris 299 kr.
Birgitte Skov-JakobsenFlere anmeldelser