Baader-Meinhof

Peter Wivels bog om Baader-Meinhof-gruppen skildrer ikke gruppen som martyrer. Derimod er der tale om hensynsløs terrorrisme uden skyggen af medmenneskelighed

Det er allerede 30 år siden at Gudrun Ensslin, Andreas Baader og Jan-Carl Raspe begik selvmord i fængslet Stammheim i Stuttgart. Året forinden havde Ulrike Meinhof taget sit eget liv. Rote Armee Fraktion (RAF) kaldte gruppen sig som organiserede den værste terror i efterkrigstidens Tyskland. Under ungdomsoprøret fandt de hinanden i den berlinske protestbevægelse. De var rasende på den vesttyske stat som de anså for at være fascistoid. I årenes løb bortførte de ikke så få politikere og erhvervsfolk. De myrdede politifolk og såkaldte modstandere. De deltog i flykapringer. 70’ernes politiske klima i Vesttyskland var i høj grad præget af denne terror. De havde en del bevågenhed pga. deres politiske baggrund. Ikke så få intellektuelle i Tyskland og i udlandet havde en vis sympati med gruppen.

Totalidealisme uden medmenneskelighed
Peter Wiwel belyser Baader-Meinhof-gruppens historie ved at se på de ledende medlemmer og videregive deres historie. Det er en god blanding af personlig og politisk historie. Jeg tror det er forfatterens hensigt at forsøge at trænge ind til en forståelse af hvem det egentlig var, verden havde med at gøre. Der har været en tendens til at gøre dem til martyrer. Den tendens finder ikke nogen genklang i Wiwels bog. Det er på mange måder særdeles rystende læsning. Her møder man hensynsløs terrorisme som er fremmet af en totalidealisme der ikke rummer plads for den mindste form for menneskelighed. De børn og den familie som var nærmest, var de involverede aldeles ligeglade med. De havde en hellig sag at kæmpe for. De var så besatte af deres sag at de end ikke tillod hinanden indbyrdes at fatte sympati. Selv i fængslet kunne den ualmindelig ubehagelige Andreas Baader ikke afstå fra at hundse med de andre og latterliggøre dem. Ulrike Meinhof fremstår også særdeles kompromisløs. Wiwel fortolker deres selvmord som nærmest en naturlig reaktion. Da flykapringen i Mogadishu blev ”ordnet” af tyske specialstyrker, var det klart for dem i Stammheimfængslet at de havde tabt, og derfor var der ingen fremtid.

Bogen er nyttig læsning. Den er svunget med et sprogligt nærvær af de helt sjældne. Den er respektfuld over for sine mennesker; men undlader ikke den nødvendige tanke og den skrappe analyse. Den efterlader én med den opfattelse at der er langt ind til dem der vil begå terror. De er ikke i stand til at ”se” andre mennesker. De er spærret inde i deres eget system. Men med tiden vil de alle gøre den samme opdagelse, nemlig at de ikke kommer ud af stedet. De er bundet af en vrangverden.

Peter Wiwel: Baader-Meinhof. 30 år med tysk terror.
Politikens forlag 2007.
240 sider, 249 kr.