30. august 2007
Den varmeste sommer

Zsuzsa Bank nye novellsamling 'Den varmeste sommer' er en række smukke fortællinger om livet, der fortsætter, selvom alt er forandret, og intet kan blive som det var.Her er tolv korte fortællinger om medmenneskelige relationer, der er løbet af sporet. Venskaber, der har mistet gnisten, familiemedlemmer som kun har fortiden til fælles, gammel kærlighed der er rustet, et kærestepar, der mødes og skilles, barndomsminder. Mennesker der forlader den vante sammenhæng, bryder med barndommens småborgerlighed, med relationer der ikke længere er lykkelige. Liv der fortsætter som vanligt, skønt alt er forandret og intet kan blive som det var.
Det er ikke opbyggelig læsning. Der skildres opbrud, men ingen nybrud, forandring men intet fremtidshåb, der skildres tab og søgen, men intet bliver fundet, ingen døre står på klem, der er ingen vej ud af tristessen.
Det er en række smukke fortællinger af den ungarnskfødte, men tyskopvoksede Zsuzsa Bank(født 1965), der allerede har fået et internationalt gennembrud. Der er skildringer af følelser omkring tab, med stor indføling. Sproget er intenst, kort og knapt, uden overflødige blomster, og dog poetisk, en dyb melankoli står og dirrer mellem linierne i alt det, der ligger usagt mellem menneskene. Fortællingerne er som knivskarpe øjebliksbilleder af liv, som vi ellers ikke ved noget om. Personernes egen historie står lidt utydeligt i konturerne. Hvad der går forud, eller følger efter får vi ikke meget at vide om, men midt i håbløsheden vækkes læserens nysgerrighed.
Zsuzsa Bank: Den varmeste sommer
Oversat fra tysk af Aino Roscher
Athene 2007
155 sider, kr. 229
Birgitte Skov-JakobsenFlere anmeldelser