29. juni 2007

Esbjergevangeliet


En skæv almanak som tør gå ind i krogene og som heller ikke er bange for at udtrykke fræk glæde ved livet. Man får lyst til at lægge den på bordet som daglig inspiration, modsigelse, efterlignelse. En gibbernakker til synet og eftertanken.

Egon Clausen har udgivet lidt af en mobbedreng med Erik Hagens’ store udsmykning af CVU i Esbjerg som illustration. Bogen er bygget op som en almanak med en del af Hagens’ kunstværk til hver eneste dag.

Provokerende illustrationer
Hagens er provokerende i sin måde at fremstille den evangeliske fortælling på. Jesus som tolv-årig bagved pc’en; små arbejdsomme mænd med vrede ansigter; tyveknægte der ligner velkendte herrer i dansk erhvervsliv; og pludselig smukke, idylliske, rolige fremstillinger der lader øjet hvile. Og pludselig bliver der igen slået til synet og eftertanken. Det er en pudsig blanding af skønhed og til tider en rædsom hæslighed. Men det fænger. Man kan ikke lade være med at se. Hagens vil have sin betragter med og til tider imod.

Clausens følsomme og skarpe pen
Egon Clausen forekommer mig at være en storartet fortolker af Hagens’ kunstværk. Til tider finder han blot et bibelvers, men ellers kan man læse et citat eller egen betragtning. Clausen har virkelig held til at finde gode og prægnante citater og sætter dem sammen med billederne så man ikke kan lade være med både at se og tænke – og ikke mindst at spørge videre. Citaterne er en skatkiste af store og små forfattere, teologer, filosoffer, politikere i denne verden, men sjovest er faktisk Clausens egne overvejelser. Man glæder sig ligefrem til den skæve, skarpe, følsomme, gennemborende, hurtige, tilbageholdende pen. Der er ikke noget gennemskueligt mønster i tankerne. Clausen ikke lader sig sætte på formel – og det er godt. Han vil hverken fanges af religiøse eller politiske fantaster; han vil ikke fedtes ind af gentleman-tyveknægte, men han vil være en fri ånd og prøve at forstå Gud og mennesker.

Jeg foretrækker sådan en almanak som er lidt skæv og bagvendt og som også tør gå ind i krogene hvor der kun kan kradses skidt og væmmelse ud – og som heller ikke er bange for at udtrykke fræk glæde ved livet. Man får lyst til at lægge den på bordet som daglig inspiration, modsigelse, efterlignelse. En gibbernakker til synet og eftertanken.

Egon Clausen og Erik Hagens: EsbjergEvangeliet.
Gyldendal 2007.
768 sider – 299 kr.

 

Peter Skov-Jakobsen


Flere anmeldelser
Se også


Konfirmandundervisning med krop



Skriften på væggen



Paulus


Må frit gengives med angivelse af kilde: FOLKEKIRKEN i København