Dødemandsbjerget

Henrik Ventzels debutroman foregår i en fjern fortid på et afsidesliggende sted. Alt er selvfølgelig relativt og 1825 er måske ikke så længe siden set i evighedens perspektiv, og hvad der ligger afsides og langt væk kommer jo an på, hvor man står

Henrik Ventzels debutroman foregår i en fjern fortid på et afsidesliggende sted. Alt er selvfølgelig relativt og 1825 er måske ikke så længe siden set i evighedens perspektiv, og hvad der ligger afsides og langt væk kommer jo an på, hvor man står.

Det Skagen som forfatteren portrætterer i Dødemandsbjerget synes meget langt væk. Det er Skagen, før det blev kunstnerkoloni og længe før det blev borgerskabets sommerparadis. I 1818, da negerslaven Jan Leton blev sat i land ved Det hvide Fyr, var det et Skagen bestående af vand, sand og totter af marehalm, som mødte hans blik; og når man lige havde gjort rejsen fra Charleston i South Carolina over havet i et sejlskib, så måtte det forekomme at være Verdens ende.
Jan var en gave fra en amerikansk kaptajn til byfogeden i Skagen, som tak for husly efter en stranding i 1815. Byfoged Lund anlagde med Jans hjælp den første plantage i Skagen, nu kendt som Byfogedskoven. Dette er de historiske begivenheder bag romanen, resten er forfatterens fri fantasi.

Historien om et selvmord
Romanen har to fortællere, som man følger skiftevis, fiskerdatteren Marie og slaven Jan Leton. Lidt forvirrende følges de to beretninger ikke ad i tid, men er forskudt og mødes aldrig rigtig. Jans historie løber fra han bliver sat i land en forårsdag i 1818 frem til sensommeren 1825, mens Maries først begynder med de begivenheder i oktober 1825, som er omdrejningspunktet i romanen. Maries stedmor Anna gik i havet og blev som skik var med selvmordere begravet i Dødemandsbjerget. Her begynder historien, og mens Jan fortæller om det der gik forud, så fortæller Marie først og fremmest om det der fulgte.

Sandet springer fra siderne
Trods det, at blikket har uhindret løb ud over havet til horisonten er Skagen et lille lukket samfund, hvor outsidere har svært ved at finde sig til rette. Det er dem historien handler om, en række vidt forskellige mennesker, der blot har det til fælles at de ikke rigtig hører hjemme i Skagen, men befinder sig på dette sted på det samme tidspunkt, udenfor fællesskabet.  Det er ikke dybe psykologiske menneskeskildringer, men det er en spændende og velkomponeret historie. Efterhånden som historien skrider frem afsløres hvordan disse menneskers skæbner griber ind i hinanden. Skønt alt foregår i et sindigt tempo, gribes man som læser af spændingen. Miljøet skildres med fin indlevelsesevne og øje for billeder. Man skutter sig i efterårsstormen, mærker lugten af saltvand, hører suset fra havet og frem for alt kan man føle sandet, der er overalt.

Henrik Ventzel: Dødemandsbjerget
272 sider, Politikens Forlag
250 kr.