6. september 2007
Flådens ran 1807

En oplysende bog, godt fortalt og heldigvis uden nationale flæbende historier som skal luftes. En meget oplysende bog af nordmanden Rolf Scheen om dengang Danmark-Norge i 1807 mistede sin flåde.Allerførst bør det fremhæves at bogen giver sin læser et bredt syn ind i historien og beretter fortællende og godt om Napoleons-krigene. På meget lidt plads lykkes det Scheen at
underrette om de forskellige alliancer. Bogens særlige hensigt er at berette om katastrofen da Danmark-Norge mistede sin flåde. Læseren får et godt indtryk af de politiske forhandlinger
i Danmark. Der lades ikke nogen plads til overs for de mange myter. Der oplyses sobert om kombattanternes kompetencer. Det gøres også klart at generalløjtnant Peymann måske
ikke var den rette til at lede forsvaret af København; men der var egentlig så mange der var klogere da det hele var for sent end da de i tide skulle have spillet deres rolle. Det er også
historien om at der hurtigt kan blive trængsel omkring håndvasken. Kronprinsen havde travlt med at redde sig selv og komme væk.
Scheen har også været dybt nede i de britiske kilder, og det fremgår at ”The Battle of Copenhagen” havde et stort besvær med at finde sin kommanderende. Det ansås ikke for at være
en hæderlig opgave som admiralitetet skulle udøve, og det var først den tredje admiral der accepterede opgaven - og det tilmed modvilligt. Men Scheen fortæller historien godt om
briternes landgang, om bombardementet, om den øverstkommanderende der tilsyneladende helst slet ikke ville bombe den stakkels by.
Der er blevet talt meget om de store tabstal; men Scheen har ved et uhyre flittigt arbejde været nede i kirkebøger og begravelsesprotokoller og har fastslået at de 1600 civile døde er
meget overdrevet. Men gribende er det at se at så mange tilsyneladende er døde af skræk. Det var et inferno af ild og larm som skræmte livet af børn og gamle, og selvfølgelig var der
også nogle der indebrændte.
Scheen fortæller også historien godt om flåden der blev ranet og stod sundet ud, antagelig mens den svenske konge nød synet om bord på et skib ved Kronborg. Briterne havde seks
uger til at erobre flåden. Det var krigens formål, og det blev gjort grundigt. Godt hjulpet af at der var orden i sagerne, og derfor kunne briterne hurtigt finde alt og tage det med hjem.
Det er en oplysende bog, godt fortalt og heldigvis er der ikke nogle nationale flæbende historier som skal gemmes og luftes. Scheen rydder godt op og lægger historien på bordet, og
man kan se hvordan et lille land kom i klemme mellem de store, og hvordan begyndelsen til enden blev gjort – altså enden på det dobbelte monarki Danmark-Norge.
Rolf Scheen: Flådens ran 1807. Tabet af den dansk-norske flåde.
Gyldendal 2007.
224 sider – 299 kr.
Peter Skov-JakobsenFlere anmeldelser