Indre mission

Indtryk af Indre Mission. John Ørum Jørgensen, den tidligere formand for Indre Mission har skrevet sin selvbiografi

For John Ørum Jørgensen blev Indre Mission hjerteblod. Allerede i studietiden var han aktiv i bevægelsen, tidligt blev han medlem af den magtfulde bestyrelse, og i en alder af kun 39 år blev han formand.  Syv år senere, i 1986 – på et tidspunkt hvor alt blomstrede omkring ham – blev han væltet. Fordi han ikke turde finde sine ben i et opgør om kvindelige præster, som et forstokket flertal i den selvbestaltede bestyrelse var hårdnakket imod. Det var et slag, som slog den godhjertede og populære Ørum Jørgensen helt ud, og begivenhedsforløbet var et drama, der gav genlyd, og som skildres udførligt i denne selvbiografi i et kapitel, der klart er bogens bedste og eneste med et ordentligt drive.

Slaget kommer han aldrig over, selv om han prøver sig frem med ”ydmygt” at tænke, at han nok også havde en del af skylden. Og ”at sagen må stå over personen”. Hvilket jo er rigtigt nok, men sagen er for Ørum Jørgensen på én gang at bringe det kristne budskab ud til folket – og så organisationen IM. Og heri ligger netop den logiske kortslutning, som han bliver offer for. For organisationen kan jo gøre sig uegnet til sin opgave. Eller være uegnet på forhånd.

Opremsninger for inderkredsen
Inden den dramatiske kulmination har bogen i en endeløs opremsning af detaljer og personer bevæget sig gennem Ørum Jørgensens studietid og første præstetid og provstetid og familieliv. Nære venner og bekendte og folk i miljøet vil sikkert synes, det er spændende læsning med mange genkendelsesmuligheder. Men for en udenforstående er det trættende læsning, grænsende til det kedsommelige, fordi der er så få spørgsmål og refleksioner. Og heller intet, man bliver grebet eller udfordret eller opbygget af.

En sympatisk mand
Men indirekte får man et sympatisk indtryk af forfatteren som en glad og taknemmelig mand, som en god familiefar, og som en nærværende og følsom præst, der har fin sans for jævne menneskers enfoldige tro, - en tro som også er hans egen, og som han brænder for.

Overraskelser og skuffelser
For så vidt bliver man glædeligt overrasket, hvis man går til bogen med alle sine velbegrundede fordomme om Indre Mission som den bevægelse, der har gjort det vanskeligt for en renfærdig og usekterisk kristendomsforkyndelse. Der er nemlig i bogen ikke nogen insisteren på ”livets dobbelte udgang” og helvedes rædsler for de vantro. Der er overhovedet intet om Skellet, det synlige skel mellem troens børn og vantroens. Der er ingen kulturforskrækkelse, ingen homofobi, ingen rigide regler for livsudfoldelsen. ”Kun” den pinlige patriarkalske forskrækkelse over kvindernes indtog i kirkeembedet. Og det viser sig at være bestyrelsesflertallets mindretalsstandpunkt. Til gengæld er der noget at skuffes over, nemlig hvis man er på udkig efter en åndelighed og fromhed og tankens dybde, som kunne bevæge bredere kredse. De elementer, som kunne forekomme i den oprindelige pietisme Disse dyrebare ting finder man ikke i bogen her. Medens fascinationen af den ikke dyrebare organisation ”Indre Mission” nærmer sig det næsegruse.

Stilfærdig status
Med ægthed og enkelthed afrundes det hele. På de sidste sider gør den nu aldrende og pensionerede præst stilfærdig status. Med taknemmelighed ser han tilbage på sit liv, og med fortrøstning på det kommende.: ” Min hverdags Herre er også min evigheds Herre. Hans kærlige sindelag har jeg erfaret fra dag til dag”. – Det er fint. Men bogen er bedst de steder, hvor han tør give udtryk for sin smerte

Steffen Støvring

John Ørum Jørgensen: En vej eller en anden. Lohse, 2009  -  312sider -  300 kr.