8. oktober 2009
Gemt eller glemt

En bog med Palle Simonsen om 40 års socialpolitik og indsatsen for samfundets udsatteSom socialminister nedsatte Palle Simonsen Kontaktudvalget til frivillige sociale organisationer, som nu er blevet til Frivillighedsrådet. Kontaktudvalget har været et vigtigt organ til revitaliseringen af det frivillige sociale arbejde efter indførelsen af bistandsloven. I bogen ’Gemt - eller glemt’, som beskæftiger sig med 40 års socialpolitik og indsatsen for samfundets udsatte, beskriver han spændingen mellem det offentlige og frivillige sociale arbejde.
Humanisme skal styrkes
”Jeg mener dybt alvorligt, at vort samfund har behov for en styrkelse af humanismen i de tilbud, vi giver på det sociale område”. Sådan slutter tidligere social- og finansminister Palle Simonsen sin bog om dansk socialpolitik gennem 40 år, og han viser med stribevis af eksempler, hvordan denne humanisme kan styrkes. Han fortæller fx om TV-Glad, verdens første tv-station for og med udviklingshæmmede, om it-virksomheden Specialisterne, der har medarbejdere med autisme, om Arresødal Hospice, der inddrager frivillige i arbejdet på en ny og givende måde, og om Livslinien hvor 180 frivillige rådgivere hvert år besvarer næsten 14.000 henvendelser fra mennesker, som overvejer at tage deres eget liv.
Frivilligt arbejde på et sidespor
Palle Simonsen beskriver, hvordan gennemførelsen af bistandsloven fra 1976 parkerede det frivillige arbejde og civilsamfundet i det hele taget på et sidespor ved en systemtænkning, som man ikke tidligere havde oplevet i det danske samfund. Hovedvægten var i den grad lagt på det offentliges rolle i bestræbelserne på at opfylde de fire grundprincipper i loven om forebyggelse, revalidering, tryghed og trivsel.
Bremsende tankegang
En af effekterne af bistandsloven og den mere systemiske tankegang i kommunerne blev, at mange kommuner mente, at det var mere rationelt at drive daginstitutionerne selv, uanset at der bag de selvejende institutioner ofte var en kreds af engagerede mennesker. Palle Simonsen påpeger, at den dag i dag fortsætter kommunerne med at overtage de selvejende institutioner med det resultat, at man tager ansvaret væk fra borgerne og således svækker engagement i børnenes udvikling.
Mistanke om mistillid til det frivillige engagement
Palle Simonsen mener, at der er behov for, at samfundet giver mere plads til det frivillige arbejde. Derfor er han stærkt fortørnet over, at Konkurrencestyrelsen stiller skrappe krav til, hvilke arbejdsopgaver der skal i udbud. Han nævner driften af plejehjem og daginstitutioner som eksempler og undrer sig over Konkurrencestyrelsens argumentation om, at det skyldes EU's udbudsregler. Dette er nemlig ikke sandt, og derfor får forklaringen Palle Simonsen til at tro, at reglerne bunder i mistillid hos offentlige myndigheder over for det frivillige sociale engagement.
Palle Simonsens bog, som er skrevet i samarbejde med Trine Munk-Petersen, beskriver det spændingsfelt, der er mellem det offentlige og det frivillige. Systemets forsøg på at styre og rationaliserer, og den frivillige verdens arbejde for at fastholde vildskaben, engagementet og indignationen. Det spændende er, at Palle Simonsen har et ben i begge lejre også i sin tid som minister. I sit otium er man ikke i tvivl om, hvor han har plantet begge ben!
Palle Simonsen: Gemt – eller glemt. Alle har ret til at være med
Frydelund
272 sider, 249 kr.
Torben LarsenFlere anmeldelser