Løgstrup og litteratur

Ifølge Løgstrup kan filosofien gøre en forståelse klar, men digtningen kan gøre forståelsen nærværende. For Løgstrup er litteraturen en central erkendelseskilde. I monografien Løgstrup og litteraturen gennemgår David Bugge, ikke overraskende, Løgstrups brug af litteratur i sin tænkning

Jeg husker, hvordan jeg som ung stud. theol. blev irriteret og forundret, da jeg under læsningen af Den etiske fordring pludselig befandt mig i en gennemgang af en scene fra E. M. Forsters roman Howards End. Med David Bugges monografi får vi en meget omhyggelig og vidende forklaring på, hvorfor et uddrag fra Howards End indgår i den berømte analyse af begrebet tillid, og naturligvis hvilken rolle litteraturen overordnet spiller i Løgstrups forfatterskab.

Digtningen gør forståelsen nærværende
Hvad bruger Løgstrup skønlitteratur til? Bugge påpeger, at der med Den etiske fordring fra 1956 er tale om en milepæl, hvad angår inddragelsen af litteratur. Herefter anvender Løgstrup litteraturen som en central erkendelseskilde i sine fænomenologiske analyser. Filosofien kan gøre en forståelse klar, men digtningen kan gøre forståelsen nærværende. Iflg. Bugge har litteraturen – på samme måde som evangeliet - en livsbekræftende rolle hos Løgstrup. Litteraturens force er, at den kan belyse virkeligheden; litteraturen er medvirkende til at give tilværelsesoplysning og give livsmod.

Kræver forhåndsviden
Bogen gennemgår de forfattere, der spiller en central rolle hos Løgstrup; det drejer sig om D.H. Lawrence, Klaus Rifbjerg, Tage Skou-Hansen, Jean-Paul Sartre, Kjeld Abell, Thorkild Bjørnvig og Bent Haller, endvidere gennemgås og diskuteres fx også børnelitteraturen og pornografien som genre. Bugge gør ikke brug af fagtermer i bogen, men anvender hverdagssprog, således at bogen også vil kunne læses af folk, der ikke er teologisk eller filosofisk skolede. Alligevel kræver bogen dog en hel del forhåndsviden om Løgstrups tænkning og forfatterskab, da Bugge ikke introducerer eller gennemgår det centrale i Løgstrups filosofi.

Velresearchet, men ukritisk
Der gøres bogen igennem flittigt brug af Løgstrup-arkivet, og vi får således adskillige referencer til ikke-publicerede manuskripter, til Løgstrups egne kommentarer i margin på forskellige skønlitterære bøger og til Løgstrups indlægssedler i diverse bøger. Bogen er meget velresearchet og velskrevet, og man føler sig som læser i meget fagkyndige hænder. Bugge ved, hvad han taler om. Afslutningsvis fremgår det, at Bugge anser Løgstrup og hans syn på litteraturen som et vægtigt korrektiv til nutiden, bl.a. fordi den naturvidenskabelige tænkemåde ”trænger ind i åndsfagene”. Man er da heller ikke som læser i tvivl om, at Bugge, skønt han retter enkelte kritikpunkter mod Løgstrup, generelt er Løgstrup sympatisk stemt. Og det er måske den eneste kritik, som jeg vil rette mod bogen. Jeg kan savne en mere kritisk tilgang til Løgstrup, fx til begreberne tilværelsesoplysning og livsmod; begreber, der alt for ofte får lov til at stå uantastede. 

Jeg bliver aldrig en stor fan af Løgstrups inddragelse af litteratur, men nu har jeg ingen undskyldning for ikke at vide, hvorfor Løgstrup anvender litteraturen.

David Bugge: Løgstrup og litteraturen
Klim 2009
452 sider, 349 kr.