30. september 2009
Rudimenter af R

En profet er sjældent anerkendt i sit fædreland. Den store danske sprogforsker Rasmus Rask måtte ligesom sin yngre landsmand H.C.Andersen gå så grueligt meget igennem, før han opnåede substantiel anerkendelse. Ligesom eventyrdigteren var han en fynsk skræddersøn, som fremsynede folk havde fået sendt i latinskolen. Titel af professor fik han hen ad vejen, men løn som professor gav man ham først, da han var syg til døden af tuberkulose Hanne Marie Svendsens roman er fri fantasi, men hun har hentet inspiration i afhandlinger, breve og dagbøger efter Rasmus Rask. Distancen til den historiske person understreges fra bogens første side ved at hovedpersonen gennemgående omtales med det upersonlige ”han” og, når navnet ikke kan undgås, med ”R”.
Dødssyg i himmelsengen
R ligger i sin himmelseng, dødssyg af tuberkulose, og tænker tilbage på sit liv og alle de trængsler, han har måttet igennem. De evindelige pengesorger, de troløse, uberegnelige kvinder, alle dem der ville ham til livs. Hans egen far brød sig ikke om ham, lod sin bitterhed gå ud over ham, sønnen der levede. Hans mor døde fra ham, men som en varm, positiv strøm gennem historien går minderne om stedmoderen, det lille flittige menneske, der tog sig af dem alle. Hun beundrede sin vrisne mand som var en dårlig skrædder men en dygtig kvaksalver, hun holdt af sin stedsøn såvel som sine egne børn og besøgte den voksne steddatter på sindssygehospitalet.
Febrile rudimenter
Ved sengekanten sidder fortælleren som en vågekone eller en dødens engel og haler brudstykker af en livshistorie ud af den syge. Hun er Rs’ samvittighed, hans underbevidsthed. Tankerne kredser uroligt om alle de ting der kunne have været anderledes, burde være gjort anderledes. Stumper af et fantastisk forskerliv dukker frem i vilkårlig rækkefølge. Er det feberfantasier eller skete det virkeligt. Bevidstheden kredser febrilsk om enkelte temaer, igen og igen ender tankerne der. Kvinderne som ville og dog ikke ville, angsten for at binde sig, drømmen om frihed, den lænkede Prometheus, Odin og Buddha, en fremmed højbåren rejsefælle fra Ossetien. Ind imellem de febrile rudimenter vokser en sammenhængende beretning frem om rejsen til fjerne riger på jagt efter sprogenes oprindelse.
Det evige menneske
En forskers liv er en evig jagt efter sandheden, og der gives ingen genveje hertil. R søgte friheden i sandheden, men fandt at også sandheden binder. Først i døden blev han fri.
Hanne Marie Svendsen kan den kunst at skrive en såkaldt ”historisk” roman, så det ikke bliver et museumsstykke. Tidsrammen bliver underordnet og mennesket står i centrum. Mennesket som ganske vist bestemmes af tid, sted og begivenheder, men i bund og grund er det samme til alle tider og på alle steder.
Hanne Marie Svendsen: Rudimenter af R
Gyldendal, 2009
264 sider, 299 Kr.
Birgitte Skov-JakobsenFlere anmeldelser