Det Ordentlige Menneske

Hvornår har du sidst taget dig et kultur-tjek og et civilisations-tjek? Det er et af de spørgsmål som Henrik Jensen med rette stiller i sin nye bog, hvor der uddeles tørre tæsk til wellness- og terapeutsamfundet.

Læseren får ikke lov til at smyge uden om. De fleste vil vistnok læse bogen med en fornemmelse af at her er der virkelig tale om tanker som er inde og røre ved fordomme og ved veltilrettelagte smukke meninger, der måske ikke er så gennemtænkte, men som i hvert fald lægger op til en politisk korrekthed. Når jeg læser denne bog, så er det i hvert fald med fornemmelsen af at her er en, der ligesom min mor, præcis kan finde det sted hvor bukser og skjortekant ikke når sammen; men til gengæld er der er stykke med bart.
Jeg synes der er tale om et intellektuelt mesterværk. Det er en karakteristik af et wellness-samfund og en terapeutisk kultur overfor et pligtsamfund og en kultur som lever under nogle forventninger om sandhed og sammenhæng, som er velgørende.

Oprør mod tankeløsheden
Dette er en bog om den ægte autoritet. Man kan nærmest ikke tage ordet i sin mund mere. De fleste hører nemlig ikke ”autoritet” men ”autoritært” – og desværre kan de heller ikke skelne. Henrik Jensen retter skytset mod den umodenhedskultur, som aldrig synes at blive færdig med beklagelser og falsk medfølelse, og han forsøger oplagt at kalde en kulturbevidsthed frem hos læseren. Det er en kultur som er pligtbaseret, religiøs, asketisk, angrende, styret af regler – en kultur som hele tiden har muligheden for det transcendentes virkelighed og en kultur, der ikke sætter ud når den enkeltes behov er opfyldt. Det er en kultur, som vil virke sammen med andre. Det er ikke en luksus-tilværelse som stopper foran den enkeltes behov. Det er virkelig en kultur som hævder at mennesker er sammen om at danne samfund og som hele tiden er på udkig efter det der knytter os sammen.
Henrik Jensen leder efter et fællesskab som ikke bare er konstitueret i fælles klynk; men som beror på fælles værdier, som lægger tristheden og ”lovløsheden”, anomien, ned. Det er en stolt vesterlænding der skriver. Det er et menneske der tror på demokratiet, eftertanken, oplysningen, religionen og som virkelig afskyr enhver form for ynkelighed. Henrik Jensen påviser hvordan den grassate globalisering og den tankeløse barbarisering (læs: dannelsesmæssige analfabetisme) kan sætte ind og gøre os tavse og få det vestlige menneske til at vige for snart sagt alt.

Godgørende opsang
Han forsøger at kalde det ordentlige menneske frem. Det er det menneske der kan leve med vertikaliteten, altså det pligtmæssige, religionen, og som ved dannelse og argumentation kan få autoritet, og som derved overvinder fristelsen til at falde i wellness- og terapeutkulturens fristelse til at vige og blive offer og stakkels. Og nej, det er ikke småborgerlighed. Ordentlighed er ikke pænhed. Ordentlighed er iflg. Jensen kulminationen af hele den vestlige, dialogiske, eftertænksomme, kritiske tiltro til det dannede menneske som godt tør gå i rette med sig selv og have høje forventninger samtidig med at det kender sin begrænsning og medmenneskets storhed og verdens skønhed. Den her opsang har vi godt af. Den sidder i plet og det svier i ny og næ. Man kan ikke lade være at lytte når en autoritet taler og være lykkelig over at man har hjemme i en antiautoritær tradition.

Henrik Jensen: Det ordentlige menneske
Kristeligt Dagblads Forlag 2009, 254 sider
Vejledende pris: 249,00 kroner