Politics of discipleship

Disciple og disciplin i en post-tid. I sin nye bog ”The Politics of Discipleship gør Graham Ward op med det postmoderne spøgelse og slår til lyd for en ny teologisk tilgang til modernitetens verden

Vi lever i en tid, der er fulgt efter alt det, som vi engang troede, stod til troende – demokrati, modernitet og velfærdsamfund. I dag lever vi en post-demokratisk verden, hvor medierne fejrer genkomsten af den almægtige konge og kejser – politikeren med magt til at indføre undtagelsestilstand, overvåge gader og stræder, holde internationale aftaler hemmelige, suspendere folkeafstemninger og grundlove. Vi lever i en tid, hvor produktionen af varerne ikke længere foregår synligt under vores næse, men derimod gemt af vejen i sweatshops i Sydøstasien og under slavelignende forhold. Og hvor vi derfor er villige til at bilde os selv ind, at vi lever i en postmateriel verden, hvor det alene handler om, hvordan vi kan bevæge os stakåndede fra den ene oplevelse og til den næste. Disse og adskillige flere ”postmoderne tilstande” gør teologen Graham Ward grunddigt op med i sin nye bog om the Politics of Discipleship.

Ind i polis
Bogen er overordentlig spændende at læse. Det er nemlig sjældent, at teologer er så velbevandrede i den nyeste sociologiske litteratur, at analyserne, som teologien bagefter kobles op på, føles overbevisende. Alt for ofte flyder flosklerne for tæt, og man må som læser konstatere, at det havde været bedre, hvis teologen var blevet ved sin læst. Ikke så her. Præcist og ubesværet, ja, endog velskrevet, peger Graham Ward på bæstets farver og kendetegn, så vi ikke er i tvivl, når vi møder dette postmoderne spøgelse, der i denne tid går gennem verden, og hvis sindbillede vi finder i ”byen” – heraf ordspillet i titlen, hvor ordet politics ikke henviser til, at vi skal abonnere på en bestemt politik, men derimod bevæge os ind i polis som disciple af Herren, på engang i og dog ikke af denne verden.

Noget at håbe på
For bogen ender nemlig ikke med denne temperaturmåling af vores klodes tilstand. Som teolog præsterer Graham Ward tværtom at definere et teologisk svar på miseren. Kort fortalt gør han det ved at tage udgangspunkt i Paulus’ højsang til kærligheden. Men ikke på sædvanlig luthersk vis ved at pege hen på troen og kærligheden som alfa og omega, men derimod ved at kredse om håbet, som det sted, der ivrer til engagement og handling. Fordi håbet ikke kan udspille sig i en tidløs sammenhæng, men netop kun kan udfolde sig der, hvor ”der er noget at håbe på” her om lidt og i morgen. Udstyret med dette håb er det vores opgave, siger forfatteren, at gøre en forskel midt i den fortabte storby med alle dens hjemløse, ensomme, fordrukne og fortabte eksistenser. Men ikke kun ved at forsøge på ”selv” at udrette noget, men derimod ved at indskibe os sammen med de andre i et liv som discipel, dvs. som et led i menigheden forstået som en levende krop. En udlægning af, hvad det mon kan betyde, finder Graham Ward i brevet til Korintherne 12:12-27. I denne sammenvævede krop leves et liv, der til stadighed gennemstrømmes af kærligheden, som fyrer op under os. Hvis vi melder os under den fane, kræver det naturligvis noget af os – nemlig at vi opfører os som disciple, dvs. elever, der er villige til at underkaste os lærerens foreskrevne disciplin, her anordnet som et liv i bøn, gudstjenestefejring, tekstlæsning og ikke mindst diakonalt arbejde i videste forstand – og båret frem i fællesskab. Og så nytter det! Ikke nødvendigvis fordi det flytter de store marginaler i verdens elendighed, men fordi det lyser op som et bud på en anderledes måde at indrette tilværelsen på.

Det er en barsk bog. Som det hedder et sted: Her inviteres ikke til hyggelig eftermiddagskaffe i sognegården sammen med præsten. Her inviteres vi til at engagere os i et stykke politisk arbejde, rettet mod at gøre polis - byen - til et mere livsfyldt og menneskeværdigt rum. Og uden at skele til, om resultatet så er indsatsen værd. Tankevækkende!

Ward, Graham: The Politics of Discipleship.
Baker Academic. September 2009