Gud, Grundtvig og Grundlov

Åndsfriheden er samfundets adelsmærke, mente Grundtvig. Og politikkens hovedopgave et at sikre denne, mener Birthe Rønn Hornbech med ham

Det er en meget interessant, lille bog, som Birthe Rønn Hornbech har skrevet og fået udgivet her i efteråret, hvor Grundtvig igen vil være på alles læber på grund af DR's julekalender. Ikke fordi Grundtvig ikke altid er på alles læber, men fordi kategorien "alle" ikke altid er så stor.

For det første er at sige, at bogen naturligvis - som Birthe Rønn Hornbechs andre bøger - er velskrevet, stram i sin opbygning og gennemtænkt. Her skriver ordensmennesket, der for alvor har noget på hjerte. Bogen er imidlertid ikke kun interessant, fordi den på så glimrende vis gør rede for et hjørne af Grundtvigs virke, nemlig hans politiske tænkning. Til hvilken ende ministeren bl.a. har siddet i Folketingets bibliotek og pløjet sig igennem gamle årgange af Rigsdagstidende for at fornøje sig over den gamles oratoriske mesterstykker og alle de lydelige tilråb, som tilhørerne fandt for godt at komme med. Bogen er først og fremmest interessant, fordi den gør rede for Birthe Rønn Hornbechs tanker om sit virke i den samtid, hun lever i.

Som politisk iagttager er det en fornøjelse. I andre sammenhænge har hun jo så eklatant valgt at stå tavs og missende, mens kameraerne ruller, og munden ligner en sammenbidt streg i luften. Ministeren er som bekendt ikke kendt for at "udtale sig". Formildende er det derfor, at vi gennem årene har måttet konstatere, at årsagen findes i en anderledes og distinkt pressestrategi, hvor bogen får lov at fremføre hendes gennemargumenterede synspunkter, mens journalisterne - hendes hadeobjekt par excellence - står tilbage uden det smør på brødet, der skal til, for at den daglige hakkelse spredes ud til den undrende hob af avislæsere. Det kan man så mene meget om. En ting er dog sikker: Såfremt vi ikke havde den lille perlerække af debatbøger fra hendes egen velskrevne pen, måtte vi føle os holdt for nar. Nu kan vi kun tilgive hende endnu engang.

Når bogen skal læses med interesse, skyldes det da også primært dette: At vi herigennem får indblik i, hvad konen tænker. Det er så også herfra anmeldelsen vil tage sit udgangspunkt. For hvad er det lige for et grundtvigsk hjerteanliggende, Birthe Rønn Hornbech spejler sig i. Hvordan gør hun det? Og hvad udelader hun, fordi det ikke måske ikke passer i hendes kram?

Her kan svares ganske kort: Grundtvigs anliggende var åndsfriheden og hjertefriheden. Grundloven og al videre lovgivnings fornemste opgave var i lyset heraf at sikre den enkeltes ret til frit at tro og tænke. Heraf afledtes de mange frihedsrettigheder i folkekirken, retten til at kunne løse sognebånd, oprette valg- og frimenigheder, samt retten til at oprette privatskoler, den frie forsamlingsret og ikke mindst - naturligvis - ytringsfriheden. Alt det, som vi tager for givet, men som uden Grundtvig næppe ville have været ristet helt så fast med runer ind på vores folkesjæl. Historien om, hvorledes Grundtvig formede denne anskuelse, gøres der forbilledligt kort rede for i bogen.

Det interessante er dog hvilke overvejelser, det giver Birthe Rønn Hornbech anledning til. Svaret er, at hun gør rede for, hvorledes politikkens og lovgivningens arbejde skal se ud, når det gelejdes igennem denne særlige grundtvigske prisme. Vi hører derfor om nødvendigheden af en lovgivning, hvis opgave er at sikre hjertets frihedsrettigheder og derfor en lovgivning, der eksempelvis nødvendiggør en tæt sammenføjning af kirke og stat. Får kirken nemlig et frihedsbrev, vil den - ifølge Grundtvig og Birthe Rønne Hornbech - straks falde for fristelsen og etablere det, der almindeligvis kaldes "et ridende tankepoliti". Så vil det eksempelvis ikke længere blive frit at tænke om kvindelige præster, som man vil, så længe man bare opfylder sin pligt til at samarbejde. For nu bare at gengive et enkelt af bogens eksempler.

Som alle velskrevne og velredigerede bøger har den dog også sin blinde vinkel. En vinkel, som Grundtvig om nogen var bevidst om. Forudsætningen for at kunne gøre sig fri var nemlig - naturligvis - at være folkeoplyst. Her melder ministeren kun ganske kort ud og samtykker med Grundtvig i, at det naturligvis er en forudsætning, at folket er oplyst, for at hjertets frihed kan slippes løs på den vis, som politikerne og loven har til opgave at tilsikre.

Her er det så, at vi må spørge om det hele ikke er blevet lidt vel teoretisk. Egentlig frihed i folkekirken eksisterer tydeligvis. Her prædikes hver søndag hvad som helst, og næsten uden at der gribes ind, når bare alterbogen og de stipulerede ritualer forskriftsmæssigt fremføres. Og trosbekendelsen kan citeres lydefrit, som Grosbøll fik pensionen reddet i land på. På det kultur- og skolepolitiske område - der i dag har langt, langt større indflydelse - er åndsfriheden imidlertid helt anderledes stækket. Vor tids præsteskab - skolelærersegmentet - har her en helt umanerlig indflydelse og uendelige mængder af midler til at stække åndsfriheden i grundtvigsk forstand. Javel, enhver forældre kan slutte sig sammen med andre forældre og lave en friskole, kristen eller muslimsk. Men dog ikke uden, at der fra centralt hold sker et nøje tilsyn med undervisningens lødighed. Ligeledes kan man som lokal borger søge politisk indflydelse for at kæmpe for, at kulturlivet i kommunen drejes i én retning og ikke en anden. Men at kæmpe for at der ikke skal postes penge ud i flere ligegyldige, lokale gallerier, er som at kæmpe mod en ørkenbrand. Det dør man af, som sociologen Henrik Dahl har måttet sande i de senere år!

Eller sagt med andre ord: Nok er vi frie i religiøs og kirkepolitisk forstand. Det var vigtigt i Grundtvigs samtid, og det kæmpede han en brav kamp for. Den kamp fører Birthe Rønn Hornbech videre i sin bog og i sit politiske virke. Men kun når det gælder kirken og dens anliggender. Kulturelt hersker der imidlertid i dag et meget mere omfattende og statsligt understøttet meningstyranni, der griber ind på snart sagt alle niveauer. For slet ikke at tale om den ufrihed, som vi udsættes for. Der afkræves fx betaling til DR og andre medier, bare vi ejer en computer. Det er imidlertid en vinkel, som ministeren ikke har øje for. Men hun er jo også jurist, dertil kirkepolitiker og ikke mediepolitiker eller skolepolitiker. Det er synd og skam. Havde Den Gamle nemlig levet i dag, er jeg ret sikker på, at han ville have tordnet mod de statsautoriserede og statsunderstøttede medietyranni, vi alle er udsat for.

Det er en betimelig bog. Lige nu raser kampen igen i kirkelige kredse om at få folkekirken frisat fra statens omklamring. Her foreligger ministerens velargumenterede og tankevækkende forsvar for den bestående tilstand. Den bør være pligtlæsning i enhver præste- og ikke mindst bispegård - hvad enten den er missionsk, grundtvigsk eller bare almindelig dansk. Egentlig er det da imidlertid en kedsommelig snæver problematik. Folkekirken gør jo ret beset ikke megen skade. Derimod henstår det vigtigste arbejde. For hvordan sikrer vi en moderne folkeoplysning, der ikke fremstår som eksproprieret af alle meningstyrannerne og den gode smags forvaltere i omegnen af DR? Og hvordan kan vi rejse det spørgsmål uden straks at blive beskyldt for at gå "pianisternes" eller "cepostlernes" ærinde?

Birthe Rønn Hornbech: Gud, Grundtvig og Grundlov. Satsmagt og åndsfrihed. Gyldendal 2009.160 s. , 169,- kr.

Karen Schousboe


Flere anmeldelser