Gudløse hjerner

Forsidebilledet siger alt. Her er billedet af en række chimpanser, der sidder og læser i bibelen. Men de har vendt den på hovedet og får tydeligvis intet ud af den

Det er fristende, at man i mødet med eklatant stupiditet bare bevæger sig videre. Som min gamle matematiklærer havde det med at sige til uheldige gymnasiekammerater, der stod og rystede oppe ved tavlen: ”Du er så dum, så det driver af dig og sviner på gulvet – og det værste er, at du ikke selv ved det”. Sådan har jeg selv været fristet ved en række forskellige lejligheder at sige til nyateisterne, heriblandt Lone Frank & Co., men man er jo et høfligt menneske. Nu har de to forfattere Lars Christiansen og Lars Sandbeck imidlertid gjort arbejdet for mig. Og det er jeg bare vildt taknemlig for.

Klædt af til skindet
Det er næsten ikke til at vare sig for at fnise. Samtidig er det jo en dybt alvorlig og meget, meget tankevækkende bog, som de to forfattere har begået. Her klædes de ny-ateister nemlig helt fortjent af til skindet, som vi andre længe – og alt for dovent – har betragtet med et undrende og ligegyldigt blik. Det var således på tide, at få sat spot på ny-ateisternes omgang med religionskritikken. For hvad ligner det at ville indføre et religionsfrit område og samtidig argumentere for gudløse ritualer? Hvad ligner det at optræde natur-fundamentalistisk, når man samtidig anklager andre for at være bibelfundamentalistiske? Hvad ligner det at anlægge en så biologistisk synsvinkel, at mennesket helt urimeligt reduceres til en bunke livsløse gener?

Utopisk udrensning
Forfatterne konkluderer imidlertid, at nyateismen ikke blot er latterlig, men også dybt problematisk. I virkeligheden er der nemlig tale om en utopisk bevægelse, der er farlig, fordi den rummer en drøm om en religions-renset fremtid, hvor mennesket gennem videnskab og teknologi har forbedret verden og os selv, dvs. et slags materialistisk og dyrisk og derfor voldeligt gudsrige på jord, som det hedder i det afsluttende kapitel. Men er det nu rigtigt? Er det ikke således, at en hvilken som helst ideologi rummer kimen i sig til at udvikle sig til en utopi, der i sin yderste konsekvens kan ende med at kolportere fascistiske og voldelige fantasier?
Det er naturligvis rigtigt, at der går en lige linje fra biologismen og over til det 20. århundredes raceteorier. Ligesom det er rigtigt, at biologismen i sit snævre slægtskab med materialismen bar ved til socialismen og fascismens rædselsvælder. Men samme kim til vold kan vel også findes i andre drømmerier om gudsriget på jord, eksempelvis den, der kolporteres af diverse religioner? Og er det ikke mindst lige så forkasteligt, ja, torskedumt og ind imellem endda farligt?

Uudforsket område
Problemet her synes at være, at vi alle - inklusive ny-ateisterne og forfatterne - er dårligt rustede til at forstå den præcise sammenhæng mellem vores utopier og drømmerier på den ene side og vores handlemønstre på den anden. Det skyldes så, at vi af historiske årsager har forsket meget lidt heri. Vi besidder store sociologiske teoridannelser om samfund, organisationer og institutioner, der handler. Men meget lidt om, hvad der får det enkelte menneske til eksempelvis at snøre sig inde i en jakke fyldt med sprængstoffer eller til at påtage sig store og umenneskelige lidelser for at hjælpe andre.

Men vigtigt er det da at få demonstreret utvetydigt, at biologismen er en form for utopisk tænkning – ja religion - på linje med så mange andre. Til slut er kun varmt at anbefale den. Den er et livligt, skønt lidt langtrukkent, angreb på nogle herskende dogmer, der længe har spankuleret rundt om i medierne, skønt de absolut ikke har noget tøj på. Kapitler heraf er faktisk direkte velegnede til at bruge i studiekredse rundt om.

Lars Christiansen og Lars Sandbeck: Gudløse hjerner. Et opgør med de nye ateister
Informations Forlag 2009
180 sider, 199 kr.