Til konfirmander

Hvor det nye konfirmandmateriale er bedst, sætter det konfirmandernes identitet i spil ved at tale til både krop og hoved. Desværre inddrages nye arbejdsformer fra Folkeskolen ukritisk

”At sætte ord på, hvad jeg tror på” er et nyt ambitiøst materiale til konfirmationsundervisningen. Det gør brug af involverende læringsformer og problemorienteret projektarbejde, som konfirmanderne kender fra deres undervisning i Folkeskolen. Det nye materiale er da også blevet til i et samarbejde med de to sognepræster Lene Sander og Lars Nymark Heilesen i tæt samarbejde med lærer og pædagogisk konsulent, Signe Rørdam Thomsen.

At sætte troen i spil
Materialet består af en arbejdsbog til eleverne og en grundig undervisningsbog til præsten samt materialer, der kan downloades fra forlagets hjemmeside. Det trygge og velkendte for præsten består i, at undervisningsmaterialet tager udgangspunkt i 6-kateketiske basisemner.  Det er de seks temaer: ”kirken og gudstjenesten, Gud, Jesus Kristus, dåb og bøn, nadver og kristent liv.  Hvert tema giver konkrete forslag til undervisningsforløb af dobbelttimer af fire ugers varighed med et afsluttende projektforløb på 12 -15 lektioner.

Det interessante ved materialet er, at konfirmanderne ikke bare får kendskab til Kristendommen, men også bliver inviteret direkte til at reflektere over kristendommens potentiale i deres eget liv.  En af de dominerende måder, det foregår på i materialet, er, at de unge først bliver udfordret til at dramatisere og lave rap tekster over fx biblens fortællinger. De brændende spørgsmål, som opstår i mødet med biblen, formulerer konfirmanderne til såkaldte (for)undresætninger, som de noterer i arbejdshæftets logbog. Og det er netop her, det helt nye og anderledes pædagogiske greb opstår i konfirmationsundervisning. Konfirmandernes logbog med deres personlige undrespørgsmål danner udgangspunkt for det afsluttende problemorienterede gruppearbejde, hvor teamet opfordres til at konfrontere forhold såsom næstekærlighed, deres forhold til Gud osv.

Ukritisk brug af projektarbejde
Materialet lægger således op til, at konfirmanderne forholder det bibelske stof til deres eget liv, efter at de har fået personlige erfaringer med kristendommen gennem aktiverende læreprocesser, der involverer krop og sanser. Det er en fin intension. Dog savner jeg, at forfattere og redaktør forholder sig mere bevidst til spørgsmålet om, hvorvidt projektarbejdet i konfirmationsforberedelsen skal efterligne det problemorienterede projektarbejde, som konfirmanderne er fortrolige med fra Folkeskolen og dermed skolens præstationskultur.

Præstationskultur
Nutidens unge er underlagt en præstationskultur både i skolen og hjemmet. Men er det ikke netop kirken og konfirmationsforberedelsens opgave at give den unge erfaring med en alternativ tilgang til sig selv og livet, der er præget af fred, kærlighed og ikke-dømmende tilgang næsten? Et andet væsentligt problem i dagens folkeskole er nemlig også den sociale marginalisering, fordi socialt svage og umodne elever har svært ved at klare den selvstændighed, der fordres i det meget projektarbejde.  Det springende punkt nemlig at vejlederen er rustet til at guide eleverne professionelt og ud fra klare spilleregler.  Er vejlederen (præsten) ikke det, så kan projektarbejde være med til at cementere de selvopfattelser, som eleverne bringer med sig fra skolen. Set i lyset af kirkens klare rolle som et kærligt alternativ til den gældende samfundslogik er det problematisk.

Præstegården som projektramme
Rent pædagogisk kan det også undre, at undervisningsbogen til præsterne ikke i højere grad forholder sig til de fysiske rammer i præstegården og konfirmationsstuen.  Her har man sjældent adgang til de samme it-faciliteter og skolebibliotek som i Folkeskolen. Hvis problemorienteret gruppearbejde uden søgefaciliteter ikke skal ende som en tynd kop te må man derfor vælge en mindre ambitiøs form for gruppearbejde fx det tematiske gruppearbejde. Det er kendetegnet ved, at vejlederen (præsten) ud fra sit kendskab til hvad der rører sig i eleverne, forslår nogle projekttemaer med tilknyttede ressourcepersoner. Handler teamet om rap og næstekærlighed kan organisten inddrages som være en oplagt ressourceperson.

Troen vækkes
På et punkt er materialet dog banebrydende. Det opfordrer nemlig til at konfirmanderne involveres i det bibelske stof ved at erfare hvordan de kan udvikle en trospraksis.  I temaet om nadver møder de en pakistansk kvinde, der efter en jordskælvskatastrofe holder nadver for sin døde søn for at forsone sig med tabet. Et andet fint sted er under temaet dåb og nadver. Her får de unge konfirmander mulighed for at formulere deres egne bønner og lægge dem i dåbsfadet til en mini-gudstjeneste. Herefter bliver de personligt udfordret med, hvad forskellen er på  kontemplativ bøn og det at lave en ønskeliste til Gud. Det er to spændende eksempler på, hvordan ”At sætte ord på, hvad jeg tror på” peger frem mod en ny  og personligt udfordrende konfirmationsforberedelse.

Signe Rørdam Thomsen, Lene Sander og Lars Nymark: ”At sætte ord på, hvad jeg tror på”., 2009, AROS Underviser. Underviserens bog, 75 s., kr. 349. Elevens hæfte koster pr. stk. 139,- k