En ganske særlig kærlighed

En søndag i oktober 1991 gennemførte et ældre ægtepar i Charlottenlund et nøje planlagt fælles selvmord. Skildringen er en krydsning mellem journalistik og litteratur og hæver sig dermed over gennemsnittet af biografier over såkaldt almindelige menneskers ualmindelige liv

István Adorján og hustruen Veronika hørte ellers til de overlevende. De havde overlevet nazisternes forsøg på at udrydde de ungarske jøder. Istvan havde deltaget som læge i Korea-krigen, de havde forladt fædrelandet, da den russiske magtovertagelse i 1956 gjorde det utåleligt for dem at leve i Ungarn, de havde ved et rent tilfælde slået rod i et fremmed land med et sprog og en kultur, de ikke kendte til. I 1991 havde en uhelbredelig sygdom indhentet den nu 82-årige István.

Rejse til fortiden
Deres barnebarn Johanna Adorján, som er journalist ved Frankfurter Allgemeine Zeitung, har skrevet en gribende bog om sine bedsteforældre, hvori hun forsøger at forstå, hvad der har fået dem til at gøre det. På journalistisk vis foretager hun en rejse tilbage i bedsteforældrenes fortid, hun taler med familiemedlemmer, venner, naboer og kolleger; hun rejser til Ungarn, Budapest og sammen med sin far besøger hun kz-lejren Mauthaussen ved Linz i Østrig.

Behov for selvbestemmelse
Vera var en viljestærk kvinde og en stor personlighed, men hun var livet igennem bange for at blive ladt tilbage. I 1944 erklærede hun, at hvis Istvan ikke kom tilbage fra KZ-lejren, kunne hun ikke fortsætte livet. I dødsannoncen stod der ”Deres store kærlighed er svaret”.  Men hvordan kan man over for sine børn lade, som om man er helt alene i verden, spørger deres barnebarn. Måske var svaret simpelthen også, at den, der har overlevet holocaust, har et behov for selv at bestemme over døden.

Både-og og hverken-eller
Det er også beretningen om en personlig rejse i en søgen efter identitet. Johanna Adorján har ungarske og tyske bedsteforældre, jødiske og ikke-jødiske. Opvokset i Tyskland med en tysk mor og en far, som skønt født i Ungarn føler sig som dansker, og med jødiske rødder der aldrig gøres noget ud af. Hvad vil det sige at være alt muligt, men kun halvt, spørger hun.

En ualmindelig dag
Samtidig med at forfatteren således stykker beretningen om parrets liv sammen, følger hun dem den sidste dag i deres liv. ”Hvad gør folk en formiddag, når de ved, det er deres sidste?” spørger hun og svarer selv med sine forestillinger om, hvordan dagen er gået for dem. Det er dette kunstgreb, der hæver bogen over flertallet af biografier over såkaldt almindelige menneskers ualmindelige liv. Denne minutiøse, fiktive beskrivelse af en dag, den sidste, i Veras og Pistas liv forvandler journalistikken til litteratur.

Noget nyt vokser frem
Det er en bog med mange spændende aspekter. Vera og Istvans historie er et stykke europæisk kulturhistorie om overlevelse og om den sidste generation af et europæisk borgerskab og en livsstil, som ikke findes mere. Johanna Adorjáns egen historie handler om en generation med en nationalt, religiøst og etnisk broget baggrund, ud af hvilket noget helt nyt vokser frem. Først og fremmest er det dog en historie om en ganske særlig kærlighed, bevægende og smukt fortalt i romanform.

Johanna Adorján: En ganske særlig kærlighed
oversat fra tysk af Hanne Lund
Gyldendal 2009
216 sider, 229 kr.