7. maj 2009

Sygeplejerske i Det tredje Rige


At fortælle sin historie kan befri Ebba Mørkebergs historie er udgangspunktet for Peter Tudvads bog, som er en gribende beretning om fortidens spor og om muligheden for at gribe ind i hinandens liv

Hvordan skriver man historie? Hvad er det egentlig historien består af? Er det politiske hændelser? Er det menneskers liv? Som læser bliver man i denne bog taget med på en tour de force i tænkningen om historien, mennesker, politik, tilskikkelser. Peter Tudvad sætter hele tiden den store scene. Hvad skete der ude i verden, og hvad var situationen i Danmark? Og så fortæller han ellers Ebba Mørkebergs historie.

Historien kan sætte fri
Det er en gribende beretning om et menneske, han mødte i Berlin, og som han blev så optaget af, at han måtte høre hendes historie og formidle den. Ikke nok med det. Peter Tudvad blev også det menneske, som gjorde Ebba Mørkeberg klar over, hvilken historie hun havde deltaget i og lagt krop og sjæl til – og det blev en befrielse fra fortielsens helvede og den fortrængte viden.
Hendes far havde været sysselleder i Vestjylland (Tarm) – det er dansk for ”Gauleiter”; altså ganske højt på strå i den nationalsocialistiske bevægelse i Danmark. Men faderen klarer sig aldrig godt. Han bliver sat uden for det gode selskab i byen. Ingen vil have med ham at gøre pga. hans politiske tilhørsforhold. Hans datter, Ebba, bliver medlem af Nationalsocialistisk Ungdom (NSU), og i begyndelsen af krigen rejser hun til Tyskland for at blive au pair-pige. Hun ender i Kassel, og senere bliver hun så rødekorssygeplejerske under SS og gør tjeneste ved forskellige fronter og ender i Berlin.

Alderdommens skarpe blik
Peter Tudvad tager læseren helt med ned på historiens elementære niveau og viser, hvordan en lille dansk familie, og især hvordan en ung kvinde, blev påvirket af historien og var med til at drive den frem. Den ynkelige far fremstilles. En sølle mand, der ikke duer til meget. En mor, der overkommer meget, og en datter, som er i besiddelse af egen vilje og derfor trodser faderen, som i sin bornerthed slår hånden af hende, selv om hun tjener den store sag – men altså mod hans vilje! Man følger denne unge pige, som blot bliver involveret i livet. Hun bor et sted, hvor bomberne hagler ned over dem om natten. Hun har ikke overblikket og solidariserer sig selvfølgelig med de andre og opfatter sig selv som offer. Det er først senere, som ældre kvinde, hun tør se, at ligesom Traudl Junge (Hitlers sekretær) har hun været overfladisk og naiv og ikke kunnet gennemskue, hvad hun burde have gennemskuet.

Væsentlig formidling
Det er nu spændende at se historien nede fra og være i øjenhøjde med mennesker. Når man læser Tudvads bog, så forstår man både, at det kunne være vanskeligt at gennemskue samtiden; men man mærker også det groteske i samtiden, som burde have fået alle alarmklokker til at gå i det normale sind. Det er en fortælling med mange niveauer. Den historisk, kulturelle og politiske formidling er god, og der er bund i den viden, der formidles. Det er også en fortælling om, at historie betyder noget, og fortiden sætter spor langt ind i samtiden.

Om tilgivelse og selvrespekt
Men først og fremmest er det en fortælling om, at vi kan gribe på kryds og tværs i hinandens liv – vi kan både dømme, fordømme og lægge anklage ud; men vi kan også formidle, forsone og fortælle og blive en del af hinandens liv og hjælpe tanken, tilgivelsen og selvrespekten på plads, og et yngre liv kan kaste lys over et ældre og give den erkendte skylds fred og få lagt det onde på en hylde, og få bundet trolden med ord, så angsten ikke behøver at true med sin tavshed. Det er en smuk bog!

Men et lille suk til sidst. Denne skønhed, for det er det, burde have været kortere. Stilen kræver, at man kommer godt ned i de enkle liv; men så lange fortællinger risikerer at kaste selv den interesserede læser af; men denne indvendingen bør ikke forhindre nogen i at dykke ned i en væsentlig fortælling om en kvinde, som vi alle godt kunne tænke os at møde efter at have læst bogen.

Peter Tudvad: Sygeplejerske i Det Tredje Rige. En danskers historie
Politikens Forlag 2009
512 sider – 350 kr.

Peter Skov-Jakobsen


Flere anmeldelser
Se også


Konfirmandundervisning med krop



Skriften på væggen



Paulus


Må frit gengives med angivelse af kilde: FOLKEKIRKEN i København