Ingenmandsland

Emilie Kløvedal levede kun til det 15. år. Hun døde af følgesygdommene, der kom i hælene på en leukæmi, efter at have været syg i et års tid. Bogen er hendes mors beretning om et frygteligt år, og det er et mægtigt opgør mod enhver kliché blandt mennesker, at man nogensinde skulle vænne sig til at leve med smerten af tabet af et elsket menneske.

Bogen er nøgtern. På meget korte og usentimentale sætninger gør Anne Kløvedal det klart, hvilken belastning Emilies krop blev udsat for, og alt det, som hun i øvrigt skulle kapere. Det er en bog, der går tæt på hele tiden; men på intet tidspunkt føler man som læser, at der er tale om et overgreb. Det siger sig selv, at de fleste læsere vil skulle tage sig sammen for at læse denne bog. De fleste af os vil end ikke tænke tanken, at der kunne tilstøde vore børn noget. Tanken er så afskyelig, at man nærmest hylder den i et tabu.

Om kærlighed og vrede
At kinderne i løbet af bogen ikke så sjældent er dampende våde, finder jeg kun naturligt. Oprigtigheden og menneskeligheden stråler ud af disse sætninger. Det er ikke et vredt opgør med nogen. Det er slet ikke et bittert oprør mod et sundhedsvæsen, som ikke altid slog til, men bød på ydmygelse og umenneskelighed. I løbet af det år skete det, at Emilie blev udsat for fuldkommen forfærdelig behandling, og det bliver ærligt beskrevet. Og selv om man aner Anna Kløvedals vrede, så er det ikke den, der er i centrum, men derimod et stærkt ønske om, at dem, der passer de syge, også er til stede med deres personlighed og menneskelighed, for det hjælper både den syge og deres familier. Det er sandelig også en bog om, hvor stor en ekspertise, hvor kærlige og hjælpsomme mennesker, som gør deres daglige arbejde på hospitaler. Det er virkelig en hyldest til dem, der tør være der, når det ikke er til at holde ud at være vidne til andres nød.

Lærerig og ærlig
Det er en bog om, at medfølelse må der til; men den må somme tider iklæde sig akavede ord, stilhed, fysisk nærvær, øjenkontakt – og den må være respektfuld, for der er et menneske i nærheden, som er skrøbelig, og som ikke tåler overbrugte ord eller skamslåede tanker. Bogen bør læses af alle i sundhedssektoren. Bare i al fredsommelighed og uden at føle at det er nødvendigt at rejse barrikader. Der er godt at lære i den. På enhver præsts, psykologs og terapeuts hylde skal denne bog også stå, for det er en ærlig beskrivelse, og man kan lære meget blot ved at lytte forsigtigt til Anna Kløvedal.

Et stort bjerg ved min fod
Bogen afsluttes med Emilies digt til sin nære veninde, og her gengives kun den første strofe:
”Fjerne tanker, der få gange har forpestet mit barnesind,/ trænger ind og lader sig hvile./ Bange anelser bliver forstørret og kaster/ lange skygger i min moders øjne.”
Hvem føler ikke både afmagten ved, at et barn, et ungt menneske, skal se lange skygger i sin mors øjne, når hun nu bare skulle pjatte, fjolle, dumme sig og være teenager, med alt hvad det indebærer – og samtidig forundres over erkendelsen og den dybe menneskelighed, som rummes i dette sind, i denne sjæl og magter at slutte sit lille digt med sætningen: ”Et stort bjerg ved min fod, der rummer død og anstrengelse,/ men også helbred og nyt liv.”

Anna Kløvedal: Ingenmandsland. Om afmagt og kærlighed
Tiderne Skifter
176 sider – 249 kr.