30. april 2009

Alt det som er


Med sit sproglige nærvær, sin dybe teologiske indsigt og eftertænksomme fordybelse gør Johannes Værge evangeliet gældende som en kulturel og intellektuel og følelsesfuld størrelse

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det sagt; men egentlig er det kun himlen, der sætter grænsen for de superlativer, som bør følge i hælene på denne bog. Her kan man fordybe sig i prædikenkunst og se, hvordan verden tager sig ud, når et menneske, der kender sin samtid godt, virkelig forsøger at gøre evangeliet gældende som en kulturel og intellektuel og følelsesfuld størrelse. Gennemgående i teksterne er det stilistiske særtræk, at der er en indledning, og så kommer evangeliet, og derefter udfoldes det yderligere, hvad fortællingen går ud på. Ingen steder gemmer Johannes Værge sig bag sin tid og går i læ. Han styrter i alle tekster hen imod det, som er vanskeligt at forstå, og er ikke bange for at holde fast i, at noget kan være uigennemsigtigt; men hvis man giver tid, tanke og sensibilitet, så kan der åbne sig noget for menneskets øjne – men man skal overgive sig og følge med! 

Samtidig teologi
Man mærker virkelig en optagethed af samtiden; men det forhindrer ikke, at traditionen også får ordet. Her er ingen ængstelse for at blive skældt ud for at bruge gamle ord. De får lov til at stå der, men hele tiden formidles deres værdi og udtryk til samtiden. Her er så sprogligt et nærvær, så dyb en teologisk indsigt, så eftertænksom psykisk fordybelse, som får udtryk, og der er så meget at fremhæve ved hver eneste prædiken. Næsten midt i bogen står en prædiken om fjendekærlighed. ”Mindet om krænkelser” hedder den. På mange måder synes jeg, at netop denne prædiken forener alt godt i Johannes Værges bog. Den er skrevet ind i vores verden. Den er politisk relevant. Den slår teologi ud over vores hverdag. Den viser, at her hos os kan troen godt være med til at tyde verden.

Fortjener stor opmærksomhed
Denne bog viser et sprogligt nærvær i en verden, som er så flygtig, at der er grund til bekymring, for alt for mange løber med halvkvædede viser. Her er et menneske, der bruger ord, som passer til hans mund og til hans stil, og det fremstår troværdigt. Det er et stykke forbilledligt arbejde, som man får lyst til at arbejde af, når man er præst, og som man bare kan nyde, når man er fri for at være det. Det er en bog, som fortjener at blive læst langsomt. Når man er anmelder, skal man nå den grusomme chefredaktørs dead-line – men der er et andet problem: Disse tekster giver blod på tanden, og man ønsker at læse videre. Modstå fristelsen. Teksterne fortjener at få ens udelte opmærksomhed hver for sig.
Smukt er det så i øvrigt at Johannes Værge fastholder, at al god teologi munder ud i bøn. Efter at have gjort sit bedste overgiver man sig igen til bøn, til evigheden, til andre erfaringer og ord!

Johannes Værge: Alt det som er. Tekster om Gud, menneske og evighed
Anis 2009
208 sider – 249 kr.

Peter Skov-Jakobsen


Flere anmeldelser
Se også


Konfirmandundervisning med krop



Skriften på væggen



Paulus


Må frit gengives med angivelse af kilde: FOLKEKIRKEN i København