Ugudelige prædikener

Grosbølls såkaldte ugudelige prædikener er interessant læsning men meningen udebliver

Enhver forfatter har ret til at blive forstået på sine egne præmisser, inden man tager skridtet videre og sætter det hele ind i en større sammenhæng. Thorkild Grosbøll anser teologi for at være en aflæsning af fortiden og undersøger, om der er noget i fortiden, der kan have en betydning for fortiden. Mht. prædikenen så mener han, at ”Hvis det skal have nogen mening at overlade nutiden ordet i gudstjenesten, er det for at etablere øjeblikkets brudthed, som gør det muligt at trække vejret og som sætter historien fri som mulig nutid.”(side 10f). Selvfølgelig er prædikenerne skrevet ud fra hans grundsynspunkt om, at der ikke findes en skabende og opretholdende gud og ingen forestilling om opstandelse eller evigt liv.

Menneskelighed
Grosbøll holder fast i, at det der kan siges noget om er menneskeligheden. I en række prædikener får man derefter indblik i holdningerne. Det er meget velskrevne prædikener; men de må have været svære at holde fast i og forstå mens man sad på bænken. Man får ofte lyst til at sætte ”repeat” knappen på. Grosbøll giver også læseren et åbent indblik i, hvad der rørte sig i ham intellektuelt, mens han skrev nogle af disse prædikener. Han er i prædikesamlingen i særdeleshed grebet af Kim Malthe Bruuns afskedsbreve og afsløringen af Günther Grass’ medlemskab af SS. Grosbøll lader som om, det er noget særegent at gøre rede for sådan en optagethed, og nærmest forsvarer sig, når han gør det. Jeg tror nu ikke, at der er nogen prædikant, der vil synes, at der er tale om noget særegent. De fleste af os prædiker ud af en optagethed af, hvad der sker nu.

Brudthed og transcendens
Den ”brudthed”, som jeg bliver nødt til at tilstå, at jeg ikke forstår Grosbøll. Det er mærkeligt at sidde med ord foran sig, som man ikke kan få til at give mening. Selvfølgelig kan mine drilleøjne ikke lade være med at gå på jagt efter, om der dog ikke gemmer sig en slags transcendens et eller andet sted, altså en fornemmelse for ”opstandelse” og evighed. I en skærtorsdagsprædiken synes jeg, at denne dimensionalitet trænger igennem, og derfor er jeg nok også mest optaget af den prædiken, som jeg synes tilføjer en meget fin dimension til nadveren. Grosbøll er trofast mod sit princip; men så er det, at jeg ikke kan lade være med at spørge, hvorfor alt dette skal siges. Hvis dette ikke er prædikener, så er det vel kulturelle eller politiske indlæg.

Oprør mod det religiøse kitsh
Grosbøll gør oprør mod det religiøse kitsch, han hører rundt omkring. Det må man tage til sig som en væsentlig kritik; men jeg kan ikke finde ud af, hvorfor han synes, at vi skal læse dette. Jeg kan ikke finde ud af, hvorfor Jesus kan gøre krav på nogen interesse ud fra Grosbølls eget synspunkt.
Jeg synes, man skal læse prædikenerne (hvis det er ok at kalde dem det). Det er endimensionale bemærkninger. Som kulturelle bemærkninger finder jeg dem også vanskelige, for det er som om, der alligevel ikke rigtigt er et engagement, andet end en let overbærenhed over for hele foretagendet.

”Ugudelige prædikener” hedder bogen. Normalt ville man kalde sådan noget for gardinprædikener. Det er det ikke. På forsiden er der et æsel, som endog kigger den anden vej. Det taler meget for Grosbøll, at han er i besiddelse af denne humoristiske distance til sin egen stædighed. Men jeg bryder sammen og indrømmer, at jeg har oplevet ”brudthed”, for jeg kan ikke få hold på nogen forståelse. Viljen skortede det ikke på. 

Thorkild Grosbøll: Ugudelige prædikener
Anis 2009
212 sider – 224 kr.