Hjemme i Kairo

Pernille Brammings bog om sine oplevelser i Kairo er én flot lang artikel om, hvor anderledes verden kan være; men at selv om den er anderledes, så er den verden stadig befolket af mennesker

En historie siver altid bedre ind, hvis den bliver nært knyttet til et menneske. Der er så mange principper, der farer rundt i verden. Der er så mange ideer, så megen politik og kultur, og når det knytter sig til et menneskes liv, så bliver det levende, og man kan forestille sig hvor anderledes verden kan være – ja er! 

Vejen til Ægypten
Ganske kort introducerer Pernille Bramming sin egen baggrund. Hun ved godt, hvad religion er fra sit barndomshjem, og hun har altid været tæt på den mellemøstlige situation. Dog er det altid Israel, som har haft bevågenhed i hjemmet. Den naturlige opposition drev imidlertid hendes interesse i retning af palæstinenserne og de arabiske forhold, og efter et kibbutzophold begyndte også studiernes indhold at ændre retning mod det arabiske.
I bogens centrum står beretningen om hendes rejse til Ægypten, hvor hun forelskede sig, blev gift og fik den dejlige Dalia, som var såvel mors som fars øjesten. Pernille Bramming er en mester til at beskrive hverdagen og dagligdagen i det helt anderledes Ægypten. Hun færdedes i de øvre lag og fortæller om, hvordan man vænner sig til den tilværelse og bliver nød til at gøre sig hård over for den enorme fattigdom.

Ægypten med danske øjne
Bogen er først og fremmest en beskrivelse af, hvordan tilværelsen i Ægypten opleves, når man er der med en dansk baggrund – altså med en åben dansk baggrund, for som læser mærker man hele tiden, at her er man sammen med et menneske, der virkelig forsøger at se verden fra det ægyptiske synspunkt; men hele tiden melder den danske bevidsthed sig. Det er en ærlig bog. Det er en fortælling om, at der findes en vilje til at bryde grænser og se verden på ny; men der er også en kulturel baggrund, som ikke bare lader sig tørre af.

Fordomme og forfærdelse
En dag blev uoverensstemmelserne for store. Ægteskabet holdt ikke, og Pernille rejste hjem. En frygtelig beslutning, for hun vidste godt, at hendes datters far var ulykkelig. Pernille Bramming beskriver indfølende og smukt sine forestillinger om den ægyptiske familie og beskriver sine fordomme. Generøst fremstiller hun den ægyptiske familie, som det er hendes store lykke stadig at være i forbindelse med. De blev forfærdede over, at hun tilsyneladende var bange for dem – hun blev ligeså forfærdet over sine egne fordomme.
Hvor er det en smuk beskrivelse, og hvor har vi brug for at læse sådanne bøger. Det kan nok være, at det ikke gik; men respekten er heldigvis stadig i behold. Sådanne historier er nødvendige at hævde i en verden, der elsker at være sort og hvid og hele tiden tyer til fordomme.

Pernille Bramming: Hjemme i Kairo. En beretning om fem år i Ægypten.
Gyldendal 2009
272 sider – 299 kr.