26. marts 2009

Rehabilitering


En ny og grundig lærebog om rehabilitering efter sygdomsbehandling sætter nødvendigt fokus på noget indlysende, men desværre ofte svigtet i vores sundhedssystem

Mere end 40 % af befolkningen lider af en kronisk sygdom, og ca. en fjerdel af disse er hæmmet eller meget hæmmet i deres dagligdag. Arbejdet med at rehabilitere disse mennesker er udgangspunktet for en ny lærebog i rehabilitering for sundhedsprofessionelle redigeret af Claus Vinther Nielsen. Med bidrag af 25 forskere og praktikere sætter bogen et godt og grundigt lys på, hvordan danskerne kan få det meget bedre, selvom de lider af en kronisk sygdom.

Rehabilitering og livskvalitet                                 
Bogen er en særdeles grundig gennemgang af rehabilitering, den er opdelt i 6 afsnit, og den bærer naturligvis præg af at være en lærebog specielt beregnet på de sundhedsfaglige professionsbacheloruddannelser. Men bogen har langt videre kvaliteter end blot at være en lærebog. Den kan være med til at bevidstgøre alle om, at rehabilitering er mindst ligeså vigtig som den sygdomsbehandling, der ligger forud for rehabiliteringen. Samtidig rækker rehabiliteringen videre og fremad i patientens liv, idet formålet med rehabiliteringen er, at mennesker med helbredsbetinget nedsat funktionsevne får et meningsfyldt og selvstændigt liv. Hvor sygdomsbehandlingen kan karakteriseres som en konkret, kvantitativ behandling, er rehabiliteringen en kvalitativ størrelse, der medvirker til at skabe selvforståelse og fremme livskvaliteten.

Pårørende skal inddrages
Et enkelt afsnit fra bogen skal fremhæves, nemlig socialantropologen Pia Løvschal-Nielsens afsnit om pårørende i rehabiliteringen, hvor hun påpeger, at de pårørendes indsats er afgørende for en effektiv rehabilitering. Hun anfører, at de pårørendes indsats altid er indlejret i de sociale relationer og forankret i sociale fællesskaber, fordi indsatsen udspringer af hverdagslivet og afstemmes dermed. Det er derfor vigtigt, at de pårørende inddrages og ikke afskæres fra processen.

Rehabilitering skal prioriteres
Desværre er der en tendens til, at rehabiliteringen får anden prioritet i forhold til sygdomsbehandlingen, og at nedskæringer først sker her. Det er skammeligt. Effekterne af manglende rehabilitering bliver meget hurtigt synlige. Og der ligger stadig færdigbehandlede mennesker på landets sygehuse, der blot venter, men som mister gnisten og livskvaliteten, fordi de ikke rehabiliteres.

Claus Vinther Nielsen (red): Rehabilitering for sundhedsprofessionelle
Gads Forlag 2009
367 sider - 350 kr.

Torben Larsen


Flere anmeldelser
Se også


Konfirmandundervisning med krop



Skriften på væggen



Paulus


Må frit gengives med angivelse af kilde: FOLKEKIRKEN i København