19. marts 2009

Læs, leg og lær om Bibelen


Indlæring styrkes af praksis, ikke mindst når der er tale om børn. Denne bog bringer forslag til fine, sjove aktiviteter, som kan levendegøre de bibelske fortællinger for børn i alderen 6-11 år

En uro af engle fra Jakobsstigen, en leg der hedder ”Frøerne kommer”, pagtens ark under sofabordet eller frugtjuice fra Kana. Læs, leg og lær med Bibelen rummer sjove ideer til, hvordan de bibelske fortællinger kan blive vakt til live for børn.

Bogen består af 43 afsnit, der hver tager udgangspunkt i en bibelsk fortælling. Fortællingen genfortælles ultrakort og ledsages så af enten et par tanker til samtale, en aktivitet, en leg, en opskrift eller lignende. Hvert afsnit er endvidere ledsaget af fine illustrationer, som dels lægger sig op ad den enkelte fortælling, dels tager udgangspunkt i aktualiseringen af beretningen.

Enkelte af bogens afsnit er for tynde, hvis ikke ligefrem problematiske. Som når der i forbindelse med fortællingen om israelitterne i Egypten blot står, at det nogle gange er godt at være bange, fordi der er grund til at være forsigtig. ”Men hvis der ikke er grund til at være bange, behøver man ikke være det”. I en boks på siden nævnes det i øvrigt, at folk kan være bange for hvad som helst, men at det som regel går over igen. Det er da en tautologi, der vil noget og en sandhed med modifikationer, vil jeg mene. Personligt ville jeg have foretrukket færre historier, og at de var blevet behandlet lidt grundigere og så alle sammen havde en aktivitet eller en tekst, der kunne fungere som illustration til den bibelske fortælling.

Dette skal dog ikke skygge for, at der er tale om en fin og inspirerende bog for alle, der ønsker at give de bibelske fortællinger liv og form for børn. Bogen er oplagt for enhver, der ønsker inspiration til dette, ligegyldigt om det er hjemme ved køkkenbordet, eller det er i minikonfirmandundervisningen eller kristendomsundervisningen.

Mercé Segarra: Læs, leg og lær med Bibelen
Illustrationer af Francesc Rovira
Bibelselskabets Forlag 2009
98 sider, 149,95 kr.

 

Kirsten Mose


Flere anmeldelser
Se også


Konfirmandundervisning med krop



Skriften på væggen



Paulus


Må frit gengives med angivelse af kilde: FOLKEKIRKEN i København