Som sagt

Hans Edvard Nørregård-Nielsen lader i sin seneste erindringsbog blæsten suse fra fortiden, så vi får øjnene op for livets sitren, smagen af et æble, den elskedes hånd gennem håret

Der er ingen som Nørregård-Nielsen, der kan få én til at se. Han vandrer rundt i sin egen tid, og til dels også i læserens, og så synes man, at der hele tiden kastes billeder op på nethinden, og man ser, hvad alle de andre mennesker betyder, hvad arbejdet betyder, hvordan det pjattede reklamekøkken lokker med alle sine fortrin, og alligevel ender det hele med en dåse makrel og en sammenklappelig, for vi har alle for travlt til at nyde køkkenet med alle himstregimserne. Nu har jeg vænnet mig til, at når der kommer en bog fra Hans Edvard Nørregård-Nielsen, så skal sofaen bebos i adskillige timer, og jeg kan begive mig på rejse rundt i kendte og ukendte tider.

Fortid og nutid
Han tager læseren med ind i erkendelsen af fortiden, og man får lov til at opleve sin samtid, og pludselig er det, som om der er dimensionalitet i det hele. Pludselig ser man støjen i samtiden og hører blæstens susen fra fortiden. Han bruger gamle ord og vendinger, raser over de nye salmer – og her giver han den altså lige lidt mere gas, end jeg nu synes, det er nødvendigt. Men man opdager, at det er fordi Nørregård-Nielsen lever med dramaet, som det er fremstillet af de store digtere fra de forrige århundreder.

Smagen af et æble
Man skal læse ham for at se! Kære læser, når du har læst denne bog, så har du set, hvordan et æble smager, og du har set, hvordan det føles, når den dejligste hånd, man kender, går igennem håret, mens man sidder og arbejder og slet ikke tænker på, at der findes smukke kvinder i verden.
Her fremstilles fortiden med passion, og kærligt aflures fortidens store gåder og fremstilles kun forklaret – og sådan er der stadig eftertanke omkring dem. Nutiden kan fremstilles arrigt og bidende, og temperamentet lader ikke noget tilbage at ønske. Det lidenskabelige nærvær er stadig Nørregård-Nielsens stærkeste trumf, og det bruger han til at stramme op på den laskede samtid, og det helt uforligneligt når han omtaler sin elskede. Ømheden, hengivenheden og taknemmeligheden lærer man så også at se.

Blik for den sitrende tilværelse
Nostalgisk er det ikke. Det er ikke mindst fortidens lidelse, der beskrives. Mon ikke det er en form for sentimentalitet, der udtrykkes; men ingen må væmmes ved den, for det er ikke en flugt. Det er forbigangne dages storhed, som vil vise sig i et moderne sind, og Nørregård-Nielsen vil gerne opholde sin samtid med en tanke om fortiden, for at øjnene må gå op for enhver, at mennesker er mangt og meget, og at tilværelsen er stor, omfattende, evig, og hvis man tør fortabe sig, så giver den endnu mere af sig. Som i de andre erindringsbøger formår han også denne gang at åbne ens øjne, og man kan se smagen af æbler, se hånden genne håret, se glæden for sine øjne, se hele den dundrende og sitrende tilværelse.

Hans Edvard Nørregård-Nielsen: Som sagt. Et tidsbillede
Gyldendal 2008
197 sider – 199 kr.