17. december 2008

Budbringeren


Denne udlægning af historien om Muhammed er skrevet med både hengivenhed og alvor, men der er samtidig ikke overraskende stof til debat i den seneste bog fra Tariq Ramadan

Der findes en muslimsk tradition for at skrive fromme bøger om Muhammed. Det er fortællinger fra profetens liv, som lægger vægt på fortællekunsten og i det hele søger at formidle en forståelse af, hvad det egentlig var, der skete engang. Tariq Ramadan har forsøgt sig udi denne genre. Han underviser til daglig i Oxford og er en af de internationalt kendte formidlere af islam. Han er omstridt og har indrejseforbud i flere muslimske lande.

Muhammed fra begyndelsen
I Budbringeren får læseren lov til at følge Muhammed fra begyndelsen af historien. Dvs. det hele begynder med en indføring i, hvor vigtig Abraham er i den muslimske historie, og hvor vigtig monoteismen er. Derefter går historien ellers derudad og fortæller om, hvordan det hele begyndte i det små, og hvordan Muhammed måtte holde sammen på sine troende. Det er historien om, hvordan han var udsat for forfølgelse og bagvaskelse, og det er alle de interessante side-historier om, hvordan dagliglivet foregik mellem profeten og hans familie, hustruer og børn.

Streng, men også mild og overbærende
Det er en from historie om, hvordan et menneske river sig løs af sine egeninteresser og forsøger at finde Gud i alting og blive gennemsyret af den bevidsthed: at der kun findes én Gud, og at han er nådig og barmhjertig. Ramadan gør ikke nogen hemmelighed af, at Muhammed er såvel streng som mild og overbærende. Man kan hele bogen igennem mærke denne fascination af såvel den tugtende mester som den milde og overbærende. Det er helt klart at bogen er skrevet til en vestlig sammenhæng. Men samtidig er bemærkningerne om kvinderne i bogen gjort, for at muslimer må forsøge at blive inspireret af det tilsyneladende lighedsprincip mellem kønnene, som Muhammed hævder, men som jo ikke i det daglige er en del af en større kreds’ bevidsthed.

Religiøs hengivenhed og teologisk alvor
Bogen er læseværdig, fordi det er en udlægning af en historie. Det er en fortolkning, som har den vestlige tankegang som sin baggrund, og dermed er vi altså også på vej hen imod en samtale, som kunne blive interessant. Ingen er på nogen måde i tvivl om den religiøse hengivenhed og den teologiske alvor, som denne bog er skrevet med. Den ville nok kunne vække en del intern debat i islam også – men det gør ikke bogen mindre vigtig eller interessant!

Tariq Ramadan: Budbringeren. I Profetens Fodspor.
Jyllands- Postens Forlag 2008.
260 sider – 249 kr.

 

 

Peter Skov-Jakobsen


Flere anmeldelser
Se også


Konfirmandundervisning med krop



Skriften på væggen



Paulus


Må frit gengives med angivelse af kilde: FOLKEKIRKEN i København