2. december 2008
Syng for livet

Salmebogen er en uudtømmelig skat af poesi. Københavns biskop deler nu ud af alle herlighederneI ti år arbejdede salmebogskommissionen med at samle og redigere indholdet i den lille bog, der i mangt og meget er det poetiske fundament for vores danskhed. Her væves poesi, fromhed og livsglæde sammen på en måde, så selv den bedste kender af vores salmeskat vil vedblive med at kunne finde nye poetiske udtryk for vores længsler og livslede. Københavns biskop, Erik Norman Svendsen, var formand for kommissionen, og det er næppe for meget sagt at betegne ham som en af landets absolutte specialister på området. Om nogen kender han salmebogen ud og ind.
Men hvilke er hans yndlingssalmer? Det har biskoppen skrevet en fornøjelig bog om, hvor han introducerer hen ved 200 af de 791 salmer, som salmebogen rummer. Lad det være sagt med det samme: De er der, alle klassikerne, men også mange flere, som vi med kyndig hånd ledes ind i og får fortalt historien bag. Netop denne historie er ofte meget spændende og beviser, hvor meget vi kan have glæde af at få lidt af baggrunden for de enkelte salmer fortalt. Jeg har eksempelvis aldrig tænkt over, at ”al hans nådegave” i ”Lul, Lul rokken går” henviser til vers fire i ”Du, Herre Krist”, og sådan kunne jeg blive ved. Nu bliver min oplevelse dobbelt, næste gang vi skal synge salmen under gudstjenesten.
Det er en rigtig god bog, fordi den enkelt og ukompliceret hjælper os med at få dirket vores salmeskat op. Der er god grund til at anbefale den som julegave til de mange kirke-(u)-vante i vores omgangskreds og familie.
Erik Norman Svendsen: Syng for livet - Guide til salmebogen.
Kristeligt Dagblads Forlag2008.
310 sider, 269 kr.
Ove Juul NielsenFlere anmeldelser