Fem år i Berlin

Hvad enten man læser bogen som en historisk skildring eller en eksistentiel beretning om de svære valg, er det en spændende og velskrevet bog om krigen fra dens begyndelse til russerne kommer

”Jeg bliver her på liv og død. Berlin er min skæbne”. Ordene er den danske legationsråd Steensens, da han under Anden Verdenskrig var stationeret ved gesandtskabet i Berlin. Vi følger i bogen begivenhedernes gang set gennem hans øjne fra tiden før krigsudbruddet, til russerne kommer og betaler tyskerne tilbage med en brutalitet, der ikke står tilbage for nazisternes. Det Tyskland, vi møder her, er det andet Tyskland – mennesker, som ikke lader sig indfange af nazismen, som nægter at løbe med, og som kæmper for, at retfærdighed og anstændighed igen må finde fodfæste på tysk jord. 

Personskildringer fra arkivet
Romanen er baseret på arkivstudier og samtaler med bl. a. forfatterens svigerfar, Steensen. I bogens første del skifter fokus mellem tre personer foruden Steensen. Vi møder Karen, en ung dansk pige af Steensen kaldet frk. Strutnumse, som er rejst til byen efter et job på ambassaden, lokket af eventyrlyst og kærlighed. Genstanden for hendes attrå er en ung tysk greve, som er fortvivlet over det, der sker i hans land, og desværre mindre tilbøjelig til at gå ud at danse end naziofficererne i de smarte uniformer. Det bliver en hård lektie for en lille naiv pige fra Næstved. Hun vil jo bare more sig og forstår i begyndelsen ikke meget. Da virkeligheden efterhånden går op for hende, er det for sent. Greven Fritz er dybt fortvivlet over Tysklands skæbne og nedbøjet af skyldfølelse. Han føler sig magtesløs over for nazisterne, men finder sin egen måde at nægte deltagelse i grusomhederne.

Kampe ude og hjemme
Den smukke rige Marie-Louise, hvis mand er ved fronten, kæmper sin kamp på hjemmefronten mod Hitler-sange i barnekammeret og ”Den tyske Moders Æreskors” og alt det rædsomme ”Reichsfrauenschaft”. Ikke tale om at hun vil strikke trøjer til Görings baby eller opgive at spille Mahler på klaveret, bare fordi nogle ignoranter har erklæret ham for ”entartet”. Marie-Louise er en kultiveret ung kvinde af god familie og har levet et privilegeret og beskyttet liv før krigen. Hun har kun foragt over for nazismen og alt dens væsen og viser sig at have uanede reserver af personlig styrke.
De afsnit, der har Steensen som hovedperson, er fortalt i jeg-form og har karakter af spredte dagbogsblade, mens de mere fiktive afsnit, der handler om Karen, Fritz og Marie-Louise er fortalt i tredje person, og veksler i sprogstil efter hovedpersonen.

Historisk eller eksistentiel beretning
Det er en spændende og velskrevet bog, hvad enten den læses som en historisk beretning om Anden Verdenskrig set fra en anden vinkel, end vi er vant til, eller som en roman om det svære personlige valg mellem ret og uret, og om mod og kærlighed. Man føler med Steensen i hans frustration over, at de derhjemme før 9. april ikke ville høre advarslerne, og man rystes over, at den danske delegation efter krigen måtte tilbringe tre måneder i russisk fangenskab, fordi den daværende danske ambassadør i Moskva, Døssing, ifølge nyligt tilgængeligt arkivmateriale skulle have ladet russerne vide, at Berlin-delegationen ikke repræsenterede den danske regering og måtte betragtes som medløbere! Delegationen i Berlin var jo efter 1943 overladt til sig selv og sit eget skøn om ret og uret, og det samarbejde med tyskere, de havde gjort sig skyldige i, bestod i en kontakt til tyske antinazistiske undergrundsgrupper, hjælp til jøder og til danskere, der skulle hjælpes ud af det brændende Tyskland.
Det var fem år, der forvandlede Berlin fra en levende metropol til en rygende askehob. Bodil Steensen-Leths roman minder os om, at ikke alle tyskere var mordere, men at kærlighed, medmenneskelighed, retfærdighed og håbet om at komme ud på den anden side af ragnarok med værdigheden i behold også fandtes.

Bodil Steensen-Leth: Fem år i Berlin
Gyldendal
360 sider, 299 kr.