13. november 2008

Ganske kort


I en ny bog fortæller Vaclav Havel om overgangen fra diktatur til demokrati. Og som altid gør han det så man fornemmer personen bag

Fremover vil mange interesserer sig for, hvordan det egentlig lykkedes at skabe de nye samfund, som opstod som optakt til Sovjetunionens fald. Magten havde i mange år været koncentreret på meget få hænder og lå til forvaltning hos et parti, og den, der læser Havels erindringer, ser også, at det var et problem. Havel var kendt som regime-kritiker, dramatiker og essayist under det kommunistiske styre i Tjekkoslovakiet, og det er ham, der som den første præsident efter fløjlsrevolutionen, var med til at skabe en ny styreform i landet. Fra 1989 – 92 var han præsident i den tjekkoslovakiske republik og fra 1993 – 2003 i Den Tjekkiske Republik. I en ny bog fortæller han om begivenhederne og de personlige konsekvenser, der fulgte med.

Personligt og politisk opgør
Bogen er bygget op på en speciel måde. De store indlæg er svarene fra et interview med en kendt tjekkisk journalist. Han går tæt på både personligt og politisk, og Havel giver oprigtige svar. Hele tiden følger man, med hvilket besvær et samfund igen får ord og tanker. Det var et samfund, som i mange år havde været vænnet til tavshed og medløb. Nu skulle der igen regeres efter demokratiske intuition.

Modige breve
Et andet spor i bogen er hans breve, som stammer fra den første tid efter, at han var blevet pensioneret. Her følger man også hans politiske spor; men man ser også en dybt ærlig mand, og hvis nogen troede, at alting blot giver sig selv for en mand som Havel, så viser disse breve et arbejdsomt, tænksomt, sårbart og hårdt arbejdende menneske. Det er også et modigt menneske, der på alle måder tør stå ved sin påvirkelige menneskelighed.

Med blik for de små detaljer
Det tredje spor er notater fra dengang. Det ligner arbejdsnoter, som skal iværksættes. Her ser man virkelig, hvor optaget han må have været som præsident. Havel gik bestemt ikke rundt med hovedet ind i himlen hele tiden. Han skulle være opmærksom på selv de mindste detaljer. Han var også hele tiden udsat for smålighed i det politiske spil.

Om stort og småt i livet
Bogen er et vidnesbyrd om, hvilken blandet landhandel politik er, og at hvis man skal tænke sig om, så må man ikke vente til, der er tid, for det bliver der aldrig. Tænkning kræver, at man tager sig tid.

Det er et spændende vidnesbyrd om en tid, som nogle af os aldrig kan læse os mætte på. Det er politisk oprigtighed og menneskelig storhed med al den sårbarhed, som er mulig. Havel fremstiller hverken sig selv som helgen eller ufejlbarlig; men som et menneske, der lever med høje forventninger og håb i en hverdag, som han ikke kan lade være med at være dybt engageret i. Bogen er en blanding af stort og småt, afgørende og ligegyldigt – altså ligesom livet!

Václav Havel: Ganske kort… Erindringer og refleksioner.
Gyldendal 2008.
346 sider – 329 kr.

 

Peter Skov-Jakobsen


Flere anmeldelser
Se også


Konfirmandundervisning med krop



Skriften på væggen



Paulus


Må frit gengives med angivelse af kilde: FOLKEKIRKEN i København