De vederstyggelige

Der skal tones rent flag, når mennesker udsættes for fortrædelser, blot fordi de elsker. Bogen tager med sine interviews fat om en problemstilling, som vi i kirken trænger til at afklare fuldt og helt

Tænk sig at en bog skal hedde sådan! At noget menneske skal skrive om sig selv og forholde sig til sig selv som vederstyggelig! Det eneste, de i den forbindelse har gjort, er at elske et andet menneske – men altså lige med det raffinement, at det ikke er et menneske af det modsatte køn – og så er Fanden løs – ikke i Laksegade, men i mange kirkelige sammenhænge. I syv interviews bliver læseren introduceret til, hvordan det var for de enkelte at måtte fortælle de allernærmeste om den homoseksualitet, som de godt vidste, kunne risikere at blive en mur mellem dem og de mennesker, som de nødigst ville undvære i verden.

At dele glæden med andre
Bogen forsøger virkelig at tale til det alment menneskelige og beder sin læser om ikke at se på den homoseksuelle som noget sært, men se på vedkommende som et menneske, der dybest set inderligt håbet på at kunne komme til at dele glæden over kærligheden og forelskelsen i et andet menneske med dem, man ellers elsker.
Ja, så er der en meget vigtig pointe yderligere, nemlig at for den kristne bøsse eller lesbiske er tanken om at skulle være gudsforladt ikke til at leve med, og derfor virker forhånelsen og afvisningen, som er teologisk garneret, endnu hårdere end så mange blotte og bare bornerte reaktioner.

Fortællinger der vækker harme
Det gør et stort indtryk at læse disse indlæg. Man bliver forknyt af at læse om en far, der stadigvæk efter ti år dagligt beder for sin datters omvendelse. Man bliver trist af at høre om, at den kærlighed, han øjensynlig nærer for hende, efterlader ham i tvivl om, hvorvidt Guds kærlighed skulle være mindre. Man bliver også harm et par gange i løbet af bogen. Hvorfor skulle man dog ikke kunne åbne en basar, fordi man er homoseksuel?

Forhåbentlig en døende problematik
Sandt at sige, så tror jeg, at det er et problem, som er på vej ud. Store dele af befolkningen kan måske nok være lidt grovkornede i humoren til tider; men det betyder ikke fordømmelse. Bogen minder om, at i nogle kirkelige kredse kan diskussionen ikke begynde hurtigt nok. Det er med nogen beskæmmelse, at man må læse om, at det menneske, som i langt tid har været fremmed for sig selv og ikke kunnet finde sit ståsted her i livet og derfor nok også kan have været lidt problematisk i sin fremtoning, ikke blot hilses velkommen som den, vedkommende er. Der er da ingen, som kan være interesseret i, at løgne og bedrag skal gemme en personlighed. Det drejer sig trods alt om et kærlighedsforhold, og det skulle man have mulighed for at glæde sig over med sine nærmeste.

De fleste af interviewene er fine og indfølende, og man bevæges også som læser. Vi trænger til at tage skridtet fuldt ud i kirken mht. denne diskussion.

Marianne Søndergaard: De vederstyggelige. Syv interview om homoseksualitet og kristendom.
Unitas 2008.
136 sider – 199 kr.