Testamente i tide

Jan Lindhardts bog er en perle, der bør være pligtlæsning for hver eneste menighedsrådsmedlem og præst i dette land

Er roskildebispen blevet blidere, således som han hævder i sin seneste bog? Det kommer nu an på, hvad der forstås herved. Snarere er Roskilde-bispen - nu fri af kåbens tyngende brokade - blevet klarere i mælet. "Det skal råbes" hedder Jan Lindhardts seneste bog, der er en erindringsbog om forudsætningerne for en række af de centrale opgaver, som det blev hans lod at arbejde med som biskop igennem godt ti år.

Det sker naturligvis med fynd og klem. Og så endda mere til. Den, der i farten samler bogen op og blader rundt i den, er nemlig i fare for ikke at opdage, hvor klart og utvetydigt budskabet formidles. Det skyldes, at den overfladiske læser kunne forføres til at tro, at bogen alene handler om forfatterens liv og gerning. Det er imidlertid slet ikke tilfældet. Bogen er tværtom skrevet med englevinger i stedet for gåsefjer, i blækhuset har været kirkens hjerteblod og hensigten ligger lige for. Kapitel efter kapitel får vi en række gode råd med på vejen til hvorledes vi som kirke og kristenmennesker bør gestalte os. Det gælder bønnens liv, vi har licens til at glæde os i gudstjenesten, det er i orden at føle efter og forresten må vi gerne mærke suset. Alt det og mere til lærer vi gennem beretningen om et liv i omvendelse. Det lyder måske kedeligt, men lad det være sagt med det samme: bogen er naturligvis hurtig læst, sine steder hylende morsom og kolossalt tankevækkende. Det kan godt være at biskoppen ynder at forstille sig selv som engleblid. Man kommer dog ikke langt ind i bogen, førend sabeltigeren angriber på sine bløde kattepoter. Gak så ned og få den købt!

Lindhardt, Jan: Det skal råbes. Erindringer med Else Marie Nygaard. Kristeligt Dagblads forlag 2008.