Sporskifte

Krøniken kræver opmærksomhed fra sine læsere, men vil man vide mere om dansk politik igennem de sidste 20 år, er der meget at hente i Knud Heinesens nye bog

Der har nu altid været noget fascinerende ved det menneske, som altid kan holde sig til sagen. Der er nogle, der slet ikke kan være unødig polemiske. Heinesen er én af dem. Han er en magthaver, som jeg synes, de er allerbedst. Den, der hører og læser ham, er ikke i tvivl om, at her er et menneske, der vil noget bestemt, og som har høje idealer, og hjertet på rette sted. Det er dog også et menneske, der ved, at det bedste kan blive det godes fjende. Men svært er det med den magt, for den korrumperer nemt, og det er en balancegang at presse synspunkterne i en bestemt retning, samtidig med at man ved, at det også er tyngdeloven, der gælder, når der skal samles stemmer.

Nye betragtninger over fodnotepolitikken
Heinesen var vist en mand, som såvel politiske med- som modspillere satte stor pris på, for man vidste, hvor man havde ham. Det er tydeligt i disse erindringer, at Heinesen har mange bemærkninger til Anker Jørgensens politik og lederegenskaber; men det er et mesterværk i kombineret ærlighed og loyalitet. Ikke en eneste gang er der ”sagde-jeg-det-ikke-nok” over hans argumenter. Fodnotepolitikken forlenes her med en anden begrundelse end den rene chikane, som ofte antages af borgerlige politikere, og jeg vil tro, at man fremover vil blive nødt til at overveje Heinesens argument om, at dette lå Anker Jørgensen meget på sinde og var en del af hans hjerteblod.

Usentimental og fyldt med viden
Krøniken er læseværdig, fordi man får et nøgternt og usentimentalt kig ind i de højeste cirkler i Socialdemokratiet og i det øvrige politiske landskab og oplever med hvilken gedigen forstand, der diskuteres. Selvfølgelig er det også interessant at se Heinesens liv i alle de øvrige funktioner og betroede hverv, han fik; men jeg synes nu især, at det er det politiske, der interesserer.
Den, der vil, får meget at vide, men man skal læse godt efter. Det er en elegant pen og et stort vid, der ofte udspiller sig, og den politiske modstander bliver behandlet graciøst, men ingen er i tvivl om, hvad Knud Heinesen mener. Indledningen på hans sidste tale må høre til dansk tale-histories største. Her fanger han et partis tragiske fremtoning i meget få ord, og der må være nogle, der spørger sig, hvorfor man ikke tog dem mere til hjertet, end det åbenlyst blev tilfældet. Sjældent har jeg set nogle revse kærligere og med intentionen om, at det måtte blive anderledes med selvdestruktionen, som kan gribe store bevægelser. 

Knud Heinesen: Sporskifte. Min krønike 2 – 1980–2003
Gyldendal 2008
253 sider – 279 kr.