Dette er en pinlig sag, men bogen skal alligevel anmeldes ud fra et ønske om at advare læserne mod at tage dens konklusioner for gode varer.

Godhed uden Gud
Udgangspunktet for bogen er for så vidt uskyldigt nok. Forfatteren, den amerikanske religionshistoriker Phil Zuckerman, har undret sig over, hvorledes danskerne og svenskerne har været i stand til at bygge et så velfungerende samfund op, skønt religion efter alle solemærker at dømme er så fraværende. En af religionsvidenskabens antagelser er immervæk, at religion er menneskenes forsøg på at forankre deres moral i andet og mere end tilværelsens flygtighed. Men her findes samfund, der gennemsyres af genuin godhed, skønt mennesker tilsyneladende ikke tror på Gud. Hvordan kan det være, spørger han, og giver sig i kast med at interviewe 150 danskere og svenskere om deres forhold til Gud.

Spændende emne, mislykket mission
Nu er det naturligvis en interessant problemstilling, og det ville have været spændende, hvis det var lykkedes for ham ikke at stirre sig blind på det, som han ikke kunne finde i sine mange interviews, men derimod i det, som han spredt refererer til og derefter ser bort fra.
Sagen er, at han imidlertid har en fasttømret forestilling om, hvad ”rigtig” religion og religiøs adfærd er, nemlig det flertallet af amerikanere påstår, at de tror på, og den måde som flertallet opfører sig på.

Både og og hverken enten eller
Når han så spørger til danskernes forhold til Gud ved at spørge til opfattelsen af Kristus og de centrale dogmer ender han naturligvis i en blindgyde. På tilsvarende vis ender han også i en blindgyde, når han spørger til folks kirkegang. De fleste er jo bevidste om, at kirkegang ved festlige familielejligheder ikke for alvor ”tæller”. Når folk så fortæller, at deres børn alligevel skal døbes, spørger han, hvordan det kan være, når de i samme åndedræt siger, de ikke for alvor tror på Gud. Herefter beretter informanterne i en eller anden variation, at nok tror de ikke på Gud, men der er nok ”noget” – så i øvrigt vil de helst ikke karakteriseres som ateister.

Vi trykker os i stolen
Hvad foregår der egentlig her? Sagen er naturligvis for det første, at det med tro er en overmåde privat sag for danskere og svenskere. Den slags plaprer man derfor ikke op om. Det opdager vores uheldige helt ganske vist, men han tager ikke for alvor konsekvensen af det. Sagen er imidlertid, at danskerne derfor heller ikke er vante med at udtrykke sig herom. Naturligvis har de derfor heller ikke check på de dogmatiske glansbilleder og sidder derfor og trykker sig lidt i stolen.

Ordløs gudstro
Den anden fejl er, at forfatteren vælger at se bort fra praksis som mindre betydningsfuld. Fordi danskerne ikke sætter ord på deres gudstro, betragter han deres engagement i de mange familieritualer som i bund og grund ”indholdsløse”. De klassificeres som funktionsløse atavismer, noget der bare er en tom tradition, en slags kulturreligion.

Rør ikke ved min kirke
Det betyder så for det tredje, at han omtrent totalt overser det, som er danskernes væsentligste forankring af deres tro, kirkebygningen. Rør ikke ved min gamle kirke, siger danskerne, skønt de (efter sigende) sjældent kommer i den.

En doven feltarbejder
Den grundlæggende fejl er naturligvis, at den uheldige antropolog aldrig rigtig for alvor får taget sig sammen til at lytte til det, som virkelig bliver sagt, når folk overhovedet vælger at melde ud om disse spørgsmål. Samt at han tilsyneladende ikke har haft tid til at gennemføre en egentlig deltagerobservation. Men det er naturligvis også svært, når man ikke har gidet gøre sig den ulejlighed at lære det sprog, ”de vilde” taler, nemlig dansk (en forudsætning, som enhver ordentlig antropolog ved er en forudsætning for at kunne forstå, hvad der foregår.)

Besynderligt segment
Endelig har han valgt et mildt sagt besynderligt segment at interviewe. Hermed er ikke sagt, at det er forkert at interviewe det, der kaldes for venners venners venner. Men: nogle burde have advaret ham om, at universitetskolleger og deres ægtefæller ikke udgør typiske danskere. Interessant er det i den forbindelse, at de eneste ”troende” personer, der mere uddybende præsenteres i bogen, er en evangelisk kristen på den yderste fløj, en asa-troende samt en præstehustru med stærke new-age tilbøjeligheder.

En amerikaner kommer til byen 
Og så er der for resten lige problemet med, at flere af bogens informanter så vidt jeg kunne deducere mig frem til, er ganske enkle at identificere. Det er muligvis ikke et problem i USA, hvor ingen kender hinanden. Men herhjemme, hvor vi alle er i familie, er det faktisk meget uetisk. Det er simpelthen god tone altid at sløre sine informanter.

Egentlig burde denne bog ikke anmeldes. På Infocenteret anmelder vi nemlig aldrig decideret dårlige bøger, og her er der tale om en virkelig pinlig sag. Når bogen alligevel får en vis opmærksomhed, skyldes det altså et ønske om, at læserne bliver tilbørligt advaret mod at tage dens konklusioner for pålydende.

Summa summarum: Læs bogen før dine børns religionslærer, men tag ikke dens konklusioner for gode varer.
Og så lige en sidste ting. Bogen er udstyret med en alt i alt reflekteret indledning af professor Viggo Mortensen, der imidlertid - fordi han ikke er samfundsforsker - ikke har gennemskuet de alvorlige metodiske problemer, der gør, at bogens konklusioner er fejlagtige. Det skal ikke lægges ham til last, men bør tjene som en advarsel. Det er sin sag at udføre et ordentligt antropologisk feltarbejde, og mange er gået i vandet før Phil Zuckerman.