Rwandas børn

Centralt i bogen står beretningen om det flygtende barn. Rwandas børn giver viden om folkedrabet, som ikke ellers ville være kommet ud. Bogen skulle læses af dem, der så varmt anbefaler flygtningelejre i nærområdet

Angelique Umugwaneza er født i 1980 og studerer nu statskundskab i Århus. Hun kom til Danmark i 2001 efter at have levet et flygtningeliv siden 1994. Det er en beretning om, hvordan det er at være flygtning. Det, der skete i Rwanda 1994, var et frygteligt folkemord; men mens man læser bogen, går det op for én, at man ikke er halvt så godt orienteret, som man måske selv troede. Rwanda blev stort set glemt af den vestlige presse og FN, og da det så endelig nåede medierne, var det for sent. Nu viser det sig sandelig også, at vi kun er blevet begrænset informeret. Der blev myrdet ca. 1 million tutsier, og iflg. denne bog blev der så siden hen myrdet et tilsvarende antal hutuer i flygtningelejrene.

Et barn flygter
Det er i det hele taget nok den mest bevægende del af bogen, og det der fylder mest i bogen: at læse om hvordan et barn og et ungt menneske bliver nødt til at flygte for at opretholde livet. Det går op for én, at man sandelig ikke var i sikkerhed, når man nåede en flygtningelejr i de tilstødende stater. Her var der også militære styrker med mange interesser. Desuden blev grænser slet ikke respekteret af de rwandiske militser, som også myrdede løs i lejrene. Dette er politisk galskab set på nede fra. Her følger man mennesker, der er udsat for magthaveres ligegyldighed. De gør, som det passer dem, og tænker ikke på det folk, der skal overleve. Men det er ikke kun en historie om efterstræbelser og mennesker, der gør alt for at overleve. Det er også en beretning om, at der findes sammenhold, kærlighed og menneskelighed i sådanne situationer. Vi møder mennesker fra nødhjælpsorganisationer, som redder nødstedte, og selvfølgelig er der også den katolske kirkes nærvær og gode organisation i området, som virkelig gjorde en enorm indsats.

FN og verdensordenen
Bogen efterlader et stærkt indtryk. Den burde læses af mange. Den burde efterlade et stærkt indtryk dér, hvor politiske beslutninger tages. Igen lukker man en bog og betvivler den internationale juridiske, militære og politiske indsats fra FNs side. Der er ingen anden vej end FN, men det bør sandelig være en politisk prioritet at få FN til at fungere, for ellers overlader man den effektive indsats til udenoms politisk aktivitet. Sikke et liv at have bagved sig! Sikke en intakt menneskelighed at være vidne til efter en grusom behandling. Denne bog skulle læses af alle, der taler så varmt for flygtningelejre i nærområderne. Mon de ved, hvad de taler om? Her kan man da i hvert fald se et par af problemerne belyst. Politik skulle gerne have noget at gøre med at sørge for livsmuligheder – ikke bare her – men også dér!

Angelique Umugwaneza og Peder Fuglsang: Rwandas børn. En beretning.
Gyldendal 2008
310 sider – 299 kr.