Slagtebænk Dybbøl

Når man har en historiker og journalist med næse for detaljen og den gode vinkel, får man dokumentarisme på et helt uset højt plan. Tom Buk-Swientys kildelæsning og gengivelse af førstehåndsberetninger håndteres sublimt. Resultatet er en utrolig læseværdig fremstilling. Sådan er det mest rimeligt at betegne den nyligt udkomne fortælling om Slaget ved Dybbøl i 1864-krigen

I den stort anlagte dokumentariske fortælling om den store slagtebænk ved Dybbøl Banke lader Tom Buk-Swienty øjenvidner og aktører i Danmarks historiens mest forsmædelige nederlag komme til orde. Sandheden er krigens første offer lyder det berømte dictum, og Tom Buk-Swienty lader politikerne og den manglende politiske ræson føre kniven. Men det efterskrift, han maler, er ikke kun et smukt minde over de mange ofre for krigen. Det er ligeledes en advarsel og formaning til moderne politikere, der trækkes i krig af idealistiske grunde, men af indenrigspolitiske grunde undlader at reagere på advarsler, om at krigens vilkår har forandret sig substantielt. Det var datidens politikere fra Christiansborg og Berlin, der spillede højt spil. Danmark tabte. Det var nationalromantikken, der tog fusen på alle og udslukte helt almindelige familiers fremtidsforhåbninger. Det var en meget høj pris, der blev betalt i blod og land. Dengang Danmark blev til en lille nordlig randstat.

Det nationale projekt
Den overordnede politiske ramme for slaget er Novembergrundloven med kravet om at indlemme Slesvig i Danmark samt udskille Holsten. Heltene er de officerer, der rømmer uforsvarlige stillinger og positioner. Skurkene derimod er de nationalliberale danske politikere og regeringen i Prøjsen, der ser sit snit til med et slag igen at blive en rigtig stormagt. Vejen dertil går over illusioner, forblændelse og selvovervurdering til bristede danske forhåbninger. Og de stemmer, der indrammer det store drama, er almindelige soldater og officerer i den danske styrke, der måtte forsvare bruddet på stormagternes traktat med deres liv. Det er tragisk at blive konfronteret med de dødsdømtes stemmer i breve og dagbøger. Men det er også stor historieskrivning, når samstillingen af de mange små historier giver forfatterens bud på ”wie es eigentlich gewesen”.

Kilderne får stemme
Forfatteren henter sine beskrivelser og udsagn fra førstehåndsberetninger, breve, dagbøger og samtidige rapporter, avisreportager og journalistiske beretninger. Alle disse kildegrupper gør forfatteren levende med et mundret dansk. Tom Buk-Swienty skaber overblik og korrigerer de impliceredes unøjagtigheder, hvor det er muligt at hente mere objektive vurderinger fra andre kildegrupper. I de valgte temaer udvides vores forståelse af, hvad det vil sige at være dansk i fortid og nutid. Forfatteren har gjort sig umage med at skildre alle de involverede soldater som mennesker fulde af frygt for at miste livet. Prøjsiske og danske soldater beskriver slaget på samme måde – som en sindsoprivende og makaber oplevelse, der tydeligvis mærker dem alle for livet. Både forsvarere og angribere anråber således alle den samme Gud om beskyttelse natten før det store slagteri den 18. april 1864. De overlevendes historier bliver efter krigen skildret af de største danske skribenter. Og de får lov til at vise meningsløsheden og håbløsheden ved krigen og hulheden i den heltestatus, der påtvinges enkeltpersoner. Kuriøst kan det nævnes, at blandt kendte og ukendte soldater optræder Karen Blixens far, løjtnant Wilhelm Dinesen, som en af de gennemgående stemmer. Og bogens udgangsreplik er en note om hans selvmord.

Den menneskelige afgrund
Det er dog de samtidige beretninger fra soldaterne, som fører læseren gennem krigsoptrapningen til det uundgåelige nederlag, der tvinger til eftertanke. Det er både rystende og rørende at blive vidne til deres bekymring for de kære, som de savner, og ikke mindst blive mindet om deres tro på Gud, deres bønner og håb om at blive genforenet med deres familier. Det var den ældste soldatergeneration, der blev sendt ud for at forsvare politikernes vision. Samtidigt betød det, at tusindvis af familier blev frarøvet deres ældste sønner, hustruer deres ægtemænd og børn deres fædre. De samtidiges beskrivelser af de helt ubærlige scener fra bombardementer af nedbrudte byer, forsvarsværker og mennesker lader ikke meget til overs for fantasien. Dette er totalkrig, hvor det gælder om at nedbryde alt. De såredes og døendes pinsler i felten og på lazaretterne kan ikke fortrænges. De civile lidelser bliver heller ikke overset. Forfatteren trækker her på udlændinges rystende beretninger: en norsk læge, en hollandsk Røde Kors-repræsentant og en engelsk krigsjournalist, der alle blev øjenvidner til den første moderne krig i Europa. Deres beskrivelser er derfor rensede for national patos og fremstår som uafrystelig dokumentation af krigens gru. Man kommer med dem helt ned i afgrunden, og det ser ikke godt ud.

Tom Buk-Swienty: Slagtebænk Dybbøl 18. april 1864
Gyldendal 2008
396 sider, 299 kr.