28. maj 2008
Med hovedet i himlen

Signe Berg forlanger hele sin læsers opmærksomhed i denne væsentlige bog om kristen livsførelse. Der er så mange, der spørger, hvad man skal gøre, og nu har vi i hvert fald fået en lille, overskuelig, læselet og tanketung bog om kristen bønspraksisDe indledende kapitler handler om, hvad det er for en rejse, mennesket inviteres ud på. Forfatteren får det til at ligne en månedsrejse; men det er i virkeligheden et livs rejse, man inviteres med på. I letfattelige vendinger redegøres der for, hvad det hele går ud på: at gøre troen nærværende og mennesket åbent, og der henvises til den kristne traditions store teologer. Det er ikke bare citat-flæb og store ord og se mig med min viden, men et nærværende ønske om at få sagt noget om hvad tro og liv er. Man inviteres til at tage sine forskellige sko på, og begynde en vandring.
Derefter bliver man taget med ud på fire ugers rejse med hovedet ind i de syv himle. Det gøres helt klart, at man skal tage det alvorligt og give det tid. Man kan ikke være overfladisk. I løbet af de fire ture igennem de syv himle stilles man på mange ”prøver” – dvs. man inviteres til at gøre sig tanker og forestillinger om Gud, mennesker og sig selv.
Nærværende tanker til nutiden
Hele tiden er der en soberhed og nærhed over temaerne. Det er skrevet til det nutidige menneske. Til tider er stilen klassisk; til andre tider er der en sprogtone, som bærer præg af, at denne bog er skrevet af en præst, der ikke er bange for at tale med mennesker, der hvor de er, og ikke der hvor nogle måske gerne ville have haft dem. Man skal altså ikke være et Sip-Sippe-Nip, hvis man skal have udbytte af denne bog, for det er en ærlig bog, og der kan flyve finker af fadet (men det gør der i det virkelige liv).
Vækker nysgerrighed og sanser
Der bliver gjort plads til at komme gennem mange følelser og tanker. Der er glæde og fortvivlelse. Det er en bog, der viser, at troen gør mennesker uforfærdede, og derfor kan man stå ved sin fryd og frækhed, men også ved sin smålighed og dumhed og lade dem blive modsagt. Signe Berg får sin læser til at forstå mere om troen, gør én nysgerrig på at læse Bibelen, giver interesse for traditionen, får én til at se byen, de andre, naturen – ja får én til at sanse, at man lever.
Sætningerne emmer af autenticitet, og derfor er det en bog, der får ens tanker til at hænge fast ved de forskellige udtryk.
Et par sko til hver en himmel
Vi har virkelig fået en bog, som kan stikkes i hånden på begyndere, og som også gør høje krav på tanker, selv om man har været med i nogle år. Der står bag på bogen, at den er for de 25 – 40 årige.
Jeg synes nu, at den kan bruges til mennesker, og vil derfor gerne give den til kommende voksne dåbskandidater. Man lærer meget om Gud og sig selv i løbet af denne læsning.
Signe Berg foreslår hele tiden, at man skal gøre troen nærværende og konkret (men på intet tidspunkt er man i tvivl om de åndelige dimensioner), og inden man begynder sin daglige overvejelse på tyve minutter, skal man tage sko på, der svarer til den himmel, man skal have hovedet ind i.
Indfølende bog i for ringe indpakning
Her kommer lidt dril på mit køns vegne. Trods omsiggribende metroseksualitet, så tror jeg, at det kun er de færreste mænd, som har så mange sko som denne bog fordrer. Men jeg håber, at forfatteren forstår, at man kun driller den, som man beundrer. Jeg indrømmer gerne, at jeg sidder lidt længere nede ad vejen og synes, at bogens udtryk forener sig i et dannet hele med teologi og pastoral indføling og er en gave til læseren.
Men forlaget kunne godt have gjort sig umage og ladet være med at lave en bog, hvor der er trykt helt ned i ryggen, så man knapt kan læse det – og så skulle bogen have været gjort noget mere holdbar, for den vil være en god kompagnon i mange år.
Signe Malene Berg: Med hovedet i himlen og begge ben på jorden – en praksisbog i kristen spiritualitet
Unitas Forlag 2008
120 sider, 148 kr.
Peter Skov-JakobsenFlere anmeldelser