Mellem venner og fjender

Offentliggørelsen af Judasevangeliet er en oplagt lejlighed til at udbrede kendskabet ikke bare til skriftet selv, men også gnosticisme, tidlig kristendom og grundlæggende bibelkundskab. En lejlighed, som en flok århusianske forskere med succes har grebet

Mange håbede, at offentliggørelsen af Judasevangeliet kunne give adgang til den sandfærdige historie om Judas og Jesus. Og selvom det meste stadig er til diskussion, er teksterne en glimrende lejlighed til at udbrede kendskabet til et af de store temaer i oldkirkelig teologi: forholdet mellem kanoniske og gnostiske udlægninger af Jesus-historien. I den nye bog ’Mellem venner og fjender’ fra Anis får interesserede lejlighed til at blive klogere på det nyfundne skrift og det væld af spørgsmål, som rejste sig i kølvandet på fundet.

Skabergud og frelsergud
I 2000 købte en antikvitetshandler ved navn Thacos Nussberger et håndskrift bestående af fire tekster, hvoraf det ene bar overskriften Judasevangeliet. Titlen kendes fra den oldkirkelige teolog Irenæus’ skrift ’Mod kætterne’, men spørgsmålet er om Irenæus’ Judasevangelium er identisk med den tekst, hvoraf brudstykker nu er tilgængelige for offentligheden. Judasevangeliet er af forskere blevet dateret til at være fra 2.-3-århundrede, og samtidig er det blevet karakteriseret som et gnostisk skrift. Men hvad betyder det? Traditionelt har man brugt betegnelsen som et samlebegreb om en række forskellige religiøse forestillinger i 2. og 3. århundrede. Blandt andet forestiller man sig i de gnostiske tekster, at den gud, der har skabt verden, ikke er den samme, som frelser verden. Frelseren kommer derimod fra den åndelige verden og videreformidler den viden (gnosis), som er nødvendig, for at den åndelige gnist i mennesket kan blive frigjort og vende tilbage til sit åndelige ophav.

Gnosticisme til debat
Men i de senere år er man blevet stadigt mere skeptisk over for betegnelsen gnosticisme. Samlebetegnelsen danner, lyder indvendingen, en for perioden falsk opdeling i gnostisk og ikke-gnostisk. De religiøse forestillinger var for langt de flestes vedkommende alle påvirket af et eller flere af de træk, som kaldes gnostiske. Samtidig er der blandt de gnostiske forestillinger ofte mere, der adskiller end samler. Alt i alt er karakteristikken af Judasevangeliet som gnostisk altså ikke tilfredsstillende. Derimod er spørgsmålet, hvordan skriftet forholder sig til de øvrige forestillinger om kristendom, der fandtes i oldkirken. Det er ganske vist et langt vanskeligere spørgsmål, men samtidig mere opklarende.

Dynamisk religion, ufærdige konklusioner    
Bogen ’Mellem venner og fjender’ er sjette bind i den interessante serie Antikken og Kristendommen, som i disse år udgives i et samarbejde mellem Aarhus Universitet og Forlaget Anis. Den er tænkt som en folkebog, og sproget er da også det meste af vejen virkelig vellykket oversat fra de akademiske og til tider ubegrundet uigennemtrængelige fagtermer, som præger den akademiske sprogtone, til et lettere forståeligt dansk. Ekseget oversættes til bibelforsker, den unødvendigt arkaisk klingende ejefaldsform af Jesus, Jesu, er her erstattet af det mere tidssvarende Jesus’ osv. Men selvom bogen er lettilgængelig, er konklusionerne ikke for enkle. Tvært imod er det bogens styrke, at den giver indblik i de komplekse overvejelser og problemstillinger, man står over for, når man har at gøre med et skrift som Judasevangeliet. Her er ikke plads til hverken hurtige eller populistiske løsninger.

Man er ikke kun klogere på Judasevangeliet, når man lægger bogen fra sig igen. Forfatterne formår samtidig at komme vidt omkring i det store felt, der handler om kristendommen i oldkirken. Man efterlades med indtrykket af en dynamisk periode i kristendommens historie, som det er svært at komme med hverken enkle eller færdige konklusioner af. Det er fornemt gjort.

Anders Klostergaard Petersen, Jesper Hyldahl og Einar Thomassen (red.):
Mellem venner og fjender
Anis 2008
336 sider, 289 kr.