30. april 2008
Forsvar for rationaliteten

Fremragende og aktuel bog om religion og politik af filosoffen Kai Sørlander. Velkendte aspekter ved kristendom og islam sættes i perspektiv i samvittighedsfuld og grundig, rationel analyseKristendom og islam - en verden til forskel
Der er i visse toneangivende kreds en udbredt opfattelse af, at islam og islamisme er to helt forskellige størrelser, som intet har med hinanden at gøre. Det har imidlertid intet på sig. Sat på spidsen kunne man med rette hævde, at dét, vi plejer at kalde for 'islamisme', i virkeligheden er islams sande væsen. Grundproblemet er sammenblandingen af religion og politik. Dét er en sprængfarlig cocktail, påviser Sørlander, og gid nogle flere ville fatte det.
Forfatterens udgangspunkt er en sammenligning mellem de to store verdensreligioner med fokus netop på forholdet mellem religion og politik. Det gør han ved at dykke med til roden, dvs. til Jesus og Muhammed. Hvordan forholdt de sig til politik, og hvordan påvirkede deres liv og tanker de to religiøse strømninger? At Muhammed ikke bare var religionsstifter, men også hærfører og politisk hersker, er en uomtvistelig kendsgerning, og det har sat sig uudslettelige spor i islam - uanset islams påståede mangfoldighed.
På ægte filosofisk vis drøfter Sørlander hele tiden sine positioner med sig selv og sine modstandere. Filosofi betyder som bekendt kærlighed til viden, søgen efter sandheden. Han bryder sig ikke om socialisme og lige så lidt om islam, for nu at sige det lidt firkantet, fordi islam ikke bare er en religion i ordets normale betydning, men en politisk ideologi. Det betyder, at det simpelthen er meget vanskeligt at samtale rationelt med islam.
Er islam en del af løsningen eller en del af problemet?
Fremstillingen er pædagogisk, idet der veksles mellem teori og praksis. Konkrete eksempler belyser stedse det filosofiske fundament. Tørklæder, Muhammed-tegningerne, pavens Regensburger-forelæsning, Theo van Gogh-mordet og meget andet aktuelt stof behandles grundigt. Religions-frihed er et fundament i den vestlige verden, men et ukendt fænomen i den muslimske verden. Konklusionen er, at islam ikke hjælper til med at løse den muslimske befolknings stigende problemer med at leve fredeligt i den vestlige verden, men snarere er selve problemet.
Sørlander vil ikke ganske afvise, at islam kan leve problemfrit i et demokratisk og frit samfund, men konstaterer tørt, at der endnu ikke kan påvises en udgave af islam, hvor det er tilfældet. Spændende og oplysende er også bogens sidste kapitel om den rationelle forpligtelse. Det må vække bekymring, at både religionen (læs: kristendommen, ikke mindst i dens evangelisk-lutherske udgave) og den rationelle drift svækkes i disse tider. Sikken en udfordring til folkekirken!
Skal man med ganske få ord beskrive den standende kultur- og åndskamp må det blive med et citat af Jesus himself: "Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er". Forstår man ikke denne sondring, vil religion altid skabe en pokkers masse problemer i en moderne verden. Denne bog kan ikke anbefales nok. Pligtlæsning simpelthen - hvad enten man er biskop, politiker eller bare almindelig tænksom borger. Gå til Sørlander og bliv vis!
Kai Sørlander: Forsvar for rationaliteten - religion og politik i filosofisk perspektiv.
Informations Forlag 2008 - www.informationsforlag.dk.
232 sider, 248 kroner.
Torsten Dam-JensenFlere anmeldelser