24. april 2008

Umulig mission


Der stilles flere spørgsmål, end der gives svar i denne bog, som leverer et unikt indblik i, hvad det vil sige at være udsendt dansk soldat. Anja Dalgaard-Nielsens skildring er præget af sympati og selvstændig kritisk stillingtagen til de problemer og udfordringer, der er forbundet med at være i krig

Anja Dalgaard-Nielsen er nu chef for PETs afdeling for forebyggende sikkerhed, og før det var hun seniorforsker på institut for internationale studier, og hun er særlig kendt for sine specialer i terrorisme og sikkerhedspolitik. Denne bog er en beretning om hendes udsendelse med det danske forsvar i fem måneder hvor hun var med i Irak og i Afghanistan. Det er der både blevet en meget læsevenlig og klog bog ud af.

Beskrivelser på første hånd
Anja Dalgaard-Nielsen formår virkelig at få sin læser med sig hele tiden. Hun forklarer ikke alene den store sammenhæng – altså hele den politiske situation med den enkelhed og den grad af komplikation, som er nyttig. Der er ingen unyttige ord, men hele tiden mærker man også, at selv om hun selv synes, at der er grund til at være til stede, så er det absolut ikke selvfølgeligt, at vi er der. Man er ikke i tvivl om, at det er en meget selvstændig erfaring, der her beskrives. Det er ikke en ukritisk lovprisning af, hvad der er foregået. Anja Dalgaard-Nielsen har med egne øjne set, hvor meget man kan tage fejl kulturelt. Men det er en redelig beskrivelse af, hvilke politiske problemer man står over for i Irak, ligesom det er en meget indfølende forståelse for Afghanistan. Læseren gives hele tiden indtryk af, hvor anderledes kulturer der er tale om, og hvor kompliceret det er at trænge igennem, og at det er nødvendigt at ruste sig med tålmodighed.

Med sympati og selvstændighed
Det er en fin beskrivelse af de mange problemer, der opstår, når man blander militære og civile opgaver sammen. Men der er heller ingen tvivl om, at den vej er den rigtige. Midt i en meget oplysende bog får man hele tiden en fornemmelse af, hvad det vil sige at være dansk soldat i den sammenhæng. Man mærker her tydeligt, at der er stor sympati mellem parterne, og at Anja Dalgaard-Nielsen har været glad for at få lov til at være så tæt på begivenhederne. Men igen er der ingen tvivl om selvstændigheden, og den kritiske distance varetages af et menneske, som er vant til at studere med sandheden for øje.

Den bog bør finde mange læsere. Især bør politiske beslutningstagere unde sig denne indføring. Det er en stor gevinst for læseverdenen, at der skrives sådanne bøger, som giver et oplagt indtryk af et vanskeligt problem, uden at forsimplinger dominerer, og dumheder florerer. Det er meget dygtigt gjort. Bogen stiller med rette flere spørgsmål, end den giver svar; men sådan må det vist være i den nuværende situation.

Det er sandelig godt at forholdet mellem folk og forsvar har sådan en karakter i dette land, at den militære etat end ikke har betænkt sig ved at give en forsker lejlighed til at være med i forreste linie. Det har i hvert fald sikret en meget problemorienteret bog, der også giver et godt indtryk af, hvilke store og små problemer man er i, når man befinder sig i nogle af verdens brændpunkter.

Anja Dalgaard-Nielsen: Umulig Mission? Danmark i Afghanistan og Irak
Gyldendal 2008
168 sider, 199 kr.

 

Peter Skov-Jakobsen


Flere anmeldelser
Se også


Konfirmandundervisning med krop



Skriften på væggen



Paulus


Må frit gengives med angivelse af kilde: FOLKEKIRKEN i København