Hvad skal man tro

Det er en lille bog om kristendommen, som behandler temaerne: tro og viden, gudstjeneste og kirke, kanon og helligskrift, om at komme i kødet på Gud, om liv og død, om kristendom og etik og så et afsluttende forklarelseskapitel

Den senmoderne erfaring er velkommen
Bogen tager sin læser højtideligt. Forfatterne kender samtiden godt og ved, hvad det er, der spørges om. De gør ikke nogen hemmelighed af, at spørgsmålene forekommer dem at være relevante og sympatiske. Det er i øvrigt ikke sådan en spørgsmål-svar bog. Det er ikke sådan, at damerne sidder for bordenden og besvarer alle mærkelige spørgsmål. Man mærker derimod en grundlæggende sympati hele vejen igennem, og man møder også to teologer, som synes, at kristendommen har det med at blive klogere, alt som spørgsmålene bliver farligere, bedre og flere. Her fremstilles ikke nogen tro, som er renset for tvivl og modsætninger. Der er god farve i mange af kapitlerne. Jeg vil nok tro, at både den ene og den anden hopper i stolen ved at læse kapitlet om Bibelen; men jeg ville nu selv ønske, at jeg kunne skrive sådan. Det er lige ind til benet i kapitlet om døden. Selvfølgelig kan mennesker ikke lade være med at stille spørgsmålet om den gode Gud og det onde. Igen får svarene lov til at stå i deres ufuldkommenhed og vidne om et spørgsmål, som er større end noget menneske i ærlighed kan besvare det. Sympatisk. Forstående.

Troen leder til en ekstra tanke
Etikken giver sandelig også anledning til eftertanke, både med tankerne om det fuldkomne menneske og om dødshjælpen. Man bliver lige taget en tur med rundt i problemerne, men ikke fordi man skal lære sig at være stille – men fordi man skal tænke videre.
I min mandlige indelukkethed havde jeg selvfølgeligt allerede nået at undre mig over de manglende læsevejledninger og over, at der ikke er en litteraturliste til sidst. Derfor havde jeg rigtig godt af at læse det sidste kapitel. Det handler om, at nu er det nok med forklaringer. Nu skal der forklarelse til. Nu er læseren selv på banen, og hvis man vil vide mere, så kan man bare gribe salmebogen eller skynde sig hen i kirken eller lade sig det hele vederfares. Jeg overgiver mig (ikke engang tøvende). Dette er en lille bog om kristendommen, som tager det senmoderne menneske højtideligt. Vi som hele tiden vælger at vælge, og som stykker vores tilværelse sammen, og som gerne ser verden ud fra os selv og lever sådan, vi må saftsusemig så også gøre os nogle valg om troen. Så er det i øvrigt en vederkvægelse at læse en bog, som ikke er renset for dejlige ord, bare fordi de er svære. Jeg er træt af at læse bøger om troen, der er renset for gamle ord, og blive udsat for præstelig overpædagogik, der lader som om, at jeg, det moderne menneske, ikke er vant til at læse om mange og komplicerede ting og derfor trættes af overpædagogiske og velmenende skribenter.

Den bog kan bruges i mange sammenhænge: debat, studiekreds, dåbsoplæring osv. Når man har læst bogen, er man klar over, at kristendommen og kirken ikke er i en montre et eller andet sted, men at det er en brugsting, som i øvrigt bliver smukkere ved at blive håndteret i hjerte og forstand – ja og tilmed når helt ud i hænderne.

Else Hviid og Birgitte Stoklund Larsen: Hvad skal man tro. 7 indgange til kristendommen 
People’s Press 2008
112 sider, 199 kr.