10. april 2008
Nørre Vosborg

Bogen om den vestjyske herregård er udstyret med tekst og billeder, der giver indsigt i gårdens historie og lyst til at tage af sted til Nørre Vosborg med det sammeDet er vel det, man kalder for en coffee table book; men man må sandelig ikke spilde i denne bog, mens man læser, for det er en god historie om en herregård langt fra København og magten.
Historien om et hus
Det er nu altid så trygt og dejligt, når Hans Edvard Nørregård-Nielsen fortæller historier. Man kan ikke lade være med at lytte til, at der var engang da alting begyndte, for der kom en mand vestfra og byggede en borg, men årene gik, og stormfloderne tog den. Men så rykkede man blot tættere under land. Der var brug for borge, der kunne holde fjender i skak, og selvfølgelig skulle landet dyrkes.
Det er også en historie om, at der ikke kun findes skikkelige adelsmænd, men også slemme mennesker, der vil ondt mod deres medmennesker; men heldigvis er der ikke mange af slagsen blandt ordentlige mennesker på de kanter af landet. Nørre Vosborg bliver i slutningen af 1700-tallet overtaget af familien Tang, som skaber sig en formue ved handel og derfor køber Nørre Vosborg og gør sit til, at det igen kan blive et rentabelt sted. Familien restaurerer og bygger ud, og pengene får lov til at blive til noget smukt og ikke bare til penge.
Men der er ingen tvivl om, at tiderne har været hårde for dem med hartkorn. Der tværes ikke rundt i nutidens vanskeligheder; men det antydes, at det bestemt ikke er uden grund, at Realdania har overtaget gården og gjort den i stand og nu ejer stedet.
Får lyst til at tage af sted
Historien om et hus er fortalt så interessant, at man har lyst til at sætte sig i en bil og køre derover for at se det med egne øjne. Man får ganske enkelt lyst til at vandre i hælene på fortællingen. Nørregård-Nielsens enkle stil, hvor man hele tiden genkender dansk litteraturs perler og salmernes smukke skat, gør, at det ikke er til at lade være med at læse. Men sandelig hjælper det også, når der er smukke fotografier at se på. Janne Klerks udtryksfulde fotos gør, at man den ene gang efter den anden bladrer igennem bogen, bare for at se farverne og billederne og fornemme skønheden. Her er virkelig fotograferet, så udtrykkene stiger fra bladet. Man kan fornemme skønheden, mærke vinden, se foråret, fryse med vinteren. At sidde med sådan en bog i hånden på en begyndende forårsdag i København er en af livets forkælelser!
Hans Edvard Nørregård-Nielsen: Nørre Vosborg. En vestjysk herregård
Gyldendal 2008
152 sider, 299 kr
Peter Skov-JakobsenFlere anmeldelser