Den muslimske patient

Lødig og sober indføring. Men den undviger de virkelige udfordringer.

Islamisk-Kristent Studiecenter står bag en ny indføring i emner relateret til mødet mellem muslimer og ansatte i sundhedsvæsenet. I hæftet kan interesserede læse om Islams syn på sygdom, lidelse og død, bøn, faste, ritualer, pleje af syge og døde samt meget mere.

Nyttig håndbog
Der er tale om en grundig og også nyttig indføring i muslimsk skik og brug, og hæftet vil givetvis blive obligatorisk læsning på de mange hospitalsafdelinger og sygeplejeskoler rundt om i landet. Nogle steder vil personalet måske opfatte indføringen som lige lovlig banal, fordi man her har arbejdet med denne udfordring i mange år. Andre steder er det måske knap så ofte, at man møder muslimske patienter i hobetal. Her kan det være nyttigt at have håndbogen ved hånden.

Undviger udfordringer
Men: bogen er alt for pæn. Den snor sig med typisk politisk korrekthed uden om de virkelig væsentlige konflikter, der fra tid til anden opstår i mødet mellem det danske sundhedsvæsen og den muslimske patient.
Det drejer sig om de mange muslimske krav om kvindelige, respektive mandlige, læger som ikke altid giver mening rent sundhedsmæssigt. Udfordringen består i, at kvinden derefter måske ikke kan blive behandlet optimalt. Måske er der ingen kvindelige læger på vagt, måske besiddes ekspertisen af en mandlig læge.
Den anden udfordring består i den ofte slet skjulte foragt for det kvindelige plejepersonale, som visse mandlige patienter udviser, og som kræver megen erfaring og taktfølelse for at blive løst på en ordentlig måde. Et forhold som, vi fra en række undersøgelser ved, er meget udbredt og som ofte opleves som meget krænkende på nært hold.
Disse virkelig alvorlige problemer berører indføringen ikke med et ord!

Særbehandling af muslimer
Det ville have klædt Islamisk-Kristent Studiecenter, om organisationen samtidig med udgivelsen af denne lille bog havde stået for et tilsvarende oplysende skrift udgivet på tyrkisk, arabisk og pakistansk med information omkring baggrunden for den kristne næstekærlighed og dens ubetingede krav til os alle, om at vi ikke må gøre forskel på "kvinde eller mand, græker eller romer". Det kunne givetvis gavne en række af de svage muslimske patienter, der bliver kørt rundt i manegen af familien.
Endelig føler jeg trang til et mere generelt hjertesuk: I bogens kolofon reklameres der for "Etniske Ressourceteams" arbejde. Hvorfor besmykker denne organisation sig med et navn, hvori indgår ordet "etnisk", når teamets opgave udelukkende er at rådgive i forbindelse med problemer, der måtte opstå i tilknytning til muslimske patienter? Hvor er hensynet til de øvrige mindretal: buddhistiske, hinduistiske, jødiske? Hvorfor denne selektive omsorgsfuldhed ? Skal alle ikke-muslimske patienter da bare sejle deres egen sø? Og er det i øvrigt specielt kristent?